Onsdagens melding fra NNIT om overvejelser om et frasalg af Scales følges til dørs af Danske Bank, der ser mulighed for, at en eventuel salgspris kan passere 1,1 mia. kr.
Det fremgår af et notat fra banken.
- Hvis det lykkes NNIT at sælge Scales for mere end 1,1 mia. kr., mener vi, at selskabet vil opnå en positiv kassebeholdning på netto omkring 800 mio. kr.
- Vi mener, at en del af dette beløb vil kunne udbetales til aktionærerne som et ekstra udbytte, og at resten vil blive geninvesteret i den videre drift, skriver Poul Ernst Jessen, analytiker i Danske Bank, i et notat.
Værdien af frasalget vil udgøre mindst 46 kr. per aktie, hvilket er afspejlet i Danske Banks kursmål for NNIT på uændret 60 kr. Anbefalingen er ligeledes uændret "køb".
NNIT oplyste onsdag, at det havde bemærket rygter i markedet om det mulige frasalg og derfor valgte at sende en meddelelse ud.
- Processen befinder sig på et meget tidligt stadium, og der er ingen sikkerhed for, hvordan den vil falde ud. Der vil blive udsendt yderligere meddelelser, hvis og når det anses for nødvendigt eller hensigtsmæssigt, lød det i den meget sparsomme og fire sætninger lange meddelelse.
NNIT købte i 2017 den danske konsulentvirksomhed for 122 mio. kr. samt en mulig resultatafhængig betaling på yderligere 52 mio. kr.
Nordea er blevet udpeget af NNIT som rådgiver i processen.
.\\˙ MarketWire