Novo Nordisk får hævet sit kursmål til 415 kr. fra 400 kr. af det tyske børshus Berenberg, hvilket gøres for at afspejle opturen for medicinalaktier efter Donald Trumps pris- og toldaftaler vedrørende lægemidler.
Den danske medicinalkæmpe fik i december den amerikanske godkendelse af en pilleversion af vægttabsbehandlingen Wegovy i hus, og ifølge det tyske børshus undervurderer markedet udsigterne for fedmepillen.
I år venter Berenberg, at pilleversionen af Wegovy vil sælge for 1 mia. dollar, fremgår det af en analyse fra finanshuset, der gentager anbefalingen "køb" for Novo-aktien.
Konkurrenten Eli Lilly ventes at få sin godkendelse i starten af andet kvartal, så det er derfor vigtigt for Novo, at forspringet maksimeres forud for den øgede konkurrence.
- Højere salg af Wegovy-piller end forventet kan opveje modvinden forbundet med prisnedsættelser på Semaglutid i USA og udløb af tidligere amerikanske patenter i 2026, skriver Berenberg.
Novo Nordisk-aktien lukkede torsdag med et fald på 3,5 pct. i 365,20 kr.
.\\˙ MarketWire