Novo Nordisk har fået opretholdt sit patent på Semaglutid i Kina. Det har Kinas højesteret afgjort kort før nytår i en dom, som stadfæster en tidligere afgørelse fra en patentdomstol i Beijing, oplyser Novo i en meddelelse onsdag.
Semaglutid er det aktive stof i blandt andet i Novos diabetes 2-middel Ozempic og vægttabsmidlet Wegovy.
- Dette resultat er meget positivt for Semaglutid og viser regeringens faste støtte til beskyttelse af medicinsk innovation, siger Mike Doustdar, administrerende direktør for Novo Nordisk.
Mens Novos patent på Semaglutid løber frem til starten af 2030'erne i mange lande, så udløber det allerede i marts i år i blandt andet Kina. Desuden udløber patentet i 2026 i lande som Indien, Brasilien, Canada og Tyrkiet.
Novo har tidligere kommunikeret, at effekten af patentudløbene i år i sig selv anslås at få en lav encifret negativ indvirkning på den globale salgsvækst i 2026.
I de første ni måneder af 2025 solgte Ozempic i Kina for knap 4,3 mia. kr., mens salget af Wegovy løb op i underkanten af 1 mia. kr.
Til sammenligning solgte Ozempic på verdensplan for 95,3 mia. kr., mens Wegovy solgte for 57,2 mia. kr. ligeledes i de første tre kvartaler af 2025.
.\\˙ MarketWire