Novo Nordisk har fået sat kursmålet ned til 270 kr. fra 290 kr. af finanshuset Jefferies, der gentager anbefalingen "underperform".
Det fremgår af en analyse.
Novo Nordisk steg 2 pct. fredag til 317 kr., og det nye kursmål ligger 15 pct. under den aktuelle kurs.
Samlet gik Novo-aktien 0,3 pct. frem i november, der bød på et skuffende regnskab for tredje kvartal med en nedpræcisering af forventningerne, en prisaftale med Trump-administrationen for de populære Semaglutid-baserede GLP-1-midler med lavere priser via de offentlige sygekasser Medicare og Medicaid mod tre års toldfrihed og adgang til flere patienter, en ekstraordinær generalforsamling med ny bestyrelse, en tabt budkrig, et skuffende Alzheimers-studie, og et optimistisk et med fedmemidlet Amycretin.
Jefferies peger på de amerikanske prisaftaler for Ozempic og Wegovy, hvor finanshuset ikke forventer, at volumener for Ozempic vil stige væsentligt over cirka 600.000 ugentlige recepter:
- Og det er blandt andet på grund af konkurrencepres, skriver finanshuset, der kun ser et mindre løft til Wegovy-volumen.
- Oral Wegovy forventes at få en god lancering i starten, men vi ligger stadig efter konsensus, skriver Jefferies, der mener, at "Novo har brug for at udvide sin portefølje for at øge prisfleksibiliteten og for bedre at positionere sig på forbrugermarkedet".
.\\˙ MarketWire