Onsdag venter en storm af PMI-tal, der viser indkøbschefernes syn på aktiviteten i økonomien, en vigtig jobrapport fra USA samt ISM-indeks for servicesektoren ligeledes i USA.
På den baggrund forholder handlerne på obligationsmarkedet sig også en smule afventende, hvor den toneangivende tiårige rente åbner 2 basispoint højere i 2,82 pct. i forhold til lukkeniveauet tirsdag som var 2,80 pct.
Ifølge Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i AL Sydbank, vil dagens to vigtigste nøgletal begge komme fra USA i form af ADP's jobrapport og ISM-indekset for servicesektoren.
- Først får vi en vigtig temperaturmåling på det amerikanske arbejdsmarked i form af ADP-beskæftigelsen. Det bliver et vigtigt pejlemærke forud for fredagens officielle arbejdsmarkedsrapport. Forventningen er en jobvækst på omkring 117.000 personer i maj, hvilket i den nuværende situation vil være en hæderlig jobvækst, skriver han.
- Hvis begge nøgletal overgår forventningerne, kan det løfte renterne, vurderer seniorøkonomen.
Senere onsdag aften kommer der Beige Book, som er en anekdotisk samling af indtryk fra de 12 distrikter under Federal Reserve i USA, der kan fortælle om disses syn på økonomien i landet.
I nat dansk tid var Kina og Japan desuden aktuelle med tal for PMI, der overordnet viste fremgang i indkøbschefernes syn på aktiviteten i begge lande.
.\\˙ MarketWire