21. okt. 2026 kl. 09:41
61 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Mindre renteplus holder stand

Obligationer/middag: Mindre renteplus holder stand

Der er umiddelbart fred på obligationsmarkedet herhjemme og i Europa, hvor de tiårige renter sendes op med et par basispoint.

I Frankrig er billedet dog et andet. De fortsatte uroligheder i landet med massive demonstrationer mod de stigende leveomkostninger over hele landet og udgangsforbud i flere byer samt et forværret finanspolitisk billede har betydet, at storudsalget af obligationer fortsætter. Onsdag middag er renten i sit højeste siden 2022, og den tiårige rente er steget 7 basispoint til 5 pct.

Den danske tiårige rente er vendt rundt i forhold til tirsdag og ligger 1 basispoint højere i 3,21 pct. efter et fald på 7 basispoint i den forrige handelssession.

Nøgletalsmæssigt er kalenderen onsdag også så godt som blottet fra større offentliggørelser fra de store økonomier, så i stedet kan investorerne vende opmærksomheden mod taler fra to topfolk fra Den Europæiske Centralbank (ECB).

Både italienske Piero Cipollone, der er medlem af direktionen hos ECB, og centralbankens øverste leder, franske Christine Lagarde, er på talerstolen i dagens løb.

Fredag vendes blikket mod foreløbige PMI-opgørelser for oktober fra både eurozonen og USA, inden der i næste uge venter rentemøder hos både ECB og hos centralbanken i USA, Federal Reserve.

Blandt markedsdeltagerne er der dog ingen forventninger om flere pengepolitiske stramninger i denne omgang.

I stedet koncentrerer forventningerne om yderligere et renteløft i både USA og eurozonen sig om møderne i december, viser data fra Bloomberg News.

Oveni er der for alvor kommet fart på den amerikanske regnskabssæson, og blandt andet aflægger Tesla, IBM og Meta regnskab onsdag aften.

- Regnskaberne fra USA vil kunne rykke ved renterne. Særligt i lyset af den seneste tids fokus på AI-aktierne. Skuffende regnskaber kan give rentefald, påpeger AL Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig