Aktien i Lån & Spar Bank susede onsdag i vejret på spekulationer om, at den kan være næste i rækken af danske banker, der bliver opkøbt eller indgår i en fusion.
Overordnet set var det ellers en lidt skidt dag for det danske aktiemarked, der faldt for fjerde dag i træk.
En sølvpris i rekord tyngede igen Pandora, mens der omvendt var rift om Gemnab efter en positiv analyse af aktien.
Samlet lukkede C25-indekset med et fald på 0,4 pct. til 1779,89 onsdag.
STOR BRASILIANSK ORDRE
Vestas meldte om en stor brasilianske mølleordre med en kapacitet på 828 megawatt. Ordren kan være startskuddet på, hvad der historisk set er en travl periode for Vestas, når det kommer til ordreindgang.
- Vi går ind i nogle spændende dage med Vestas. Vi ved af erfaring, at der er en tendens til, at der kommer rigtigt mange ordrer her sidst på året, specielt mellem jul og nytår. Så der er stadig mere at holde øje med i forhold til Vestas og ordreindgang, siger Martin Munk,senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
Vestas endte trods ordren 0,4 pct. lavere i 170,05 kr., men er årets højdespringer i C25 med en stigning på 73,4 pct.
Genmab toppede i eliteindekset med en stigning på 1,6 pct. til 2019,00 kr. Finanshuset Kempen hævede kursmålet for aktien til 2900 kr. fra 2760 kr. og gentog anbefalingen "køb", fremgik det af Bloomberg News.
TOCIFRET STIGNING TIL LÅN & SPAR BANK
Det var dog blandt sidepapirerne, at den mest markante kursudvikling skulle findes, hvilket aktien i Lån & Spar Bank stod bag.
I en artikel i Børsen fremhævede Jakob Have, investor og stifter i Nordic Compound Invest, at Lån & Spar Bank er banksektorens mest sandsynlige fusionsmål. Derfor har han også selv investeret en mindre portion i banken, skriver Børsen.
Lån & Spar Bank steg 18,5 pct. til 1410 kr. efter en stigning tirsdag på 8,2 pct.
Blandt sidepapirerne var der også fortsat god fremdrift i aktien i Per Aarsleff, der tirsdag kom med en stærkt regnskab for 2024/25.
Regnskabet er blevet efterfulgt af en række positive analytikerkommentarer fra Nordea, SEB Bank og DNB Carnegie, der alle har hævet kursmålet for entreprenørkoncernens aktie.
Aarsleff steg 6,5 pct. til 850 kr. efter en stigning tirsdag på 6,1 pct. efter regnskabet.
PANDORA OG ROCKWOOL I BUND
Tilbage blandt aktierne i C25 endte Rockwool i bunden sammen med Pandora.
- For Pandora er det igen sølvprisen, vi taler om. Den ramte 66 dollar i morges, hvilket er nyt rekordniveau, siger Martin Munk og peger blandt andet på spændinger mellem USA og Venezuela som mulig forklaring på dagens udvikling.
Ved dansk børslukketid var sølvprisen steget med 3,1 pct. til 65,71 dollar per troy ounce, efter at have været i rekordniveauet 66,50 dollar per troy ounce tidligere på dagen. Samlet er sølvprisen blevet mere end fordoblet i år.
- Det er klart, at det rammer marginen på Pandoras produkter, hvor man skal forsøge at overvælte det til kunderne, men vi ved af erfaring, at det er en proces, fortsætter han.
Pandora har dog allerede sølvet på plads i 2026, idet smykkeselskabet køber ind på forskud.
Oveni har Pandora fået sat kursmålet til 790 kr. fra 960 kr. hos finanshuset HSBC, der gentager holdanbefalingen.
Smykkeaktien faldt onsdag 2,8 pct. til 694,20 kr.
Rockwool-aktien, der på det seneste er blevet løftet på øgede fredshåb mellem Rusland og Ukraine, faldt desuden 2,5 pct. til 223 kr.
INFLATION I FOKUS TORSDAG
Hvor nøgletalskalenderen var ret tynd onsdag er der mere interessant at se frem til torsdag.
Særligt i fokus bliver her de amerikanske forbrugerpriser, der kan få betydning for den amerikanske centralbank Federal Reserves fremtidige renteniveau, påpeger Martin Munk.
.\\˙ MarketWire