07. okt. 2026 kl. 15:04
38 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens aktier: Rentestigninger fra høje oliepriser knækkede C25

Onsdagens aktier: Rentestigninger fra høje oliepriser knækkede C25

Genopblussede bekymringer om oliepriserne og renterne fra de fortsatte kampe i Mellemøsten lagde onsdag et stort pres på det danske aktiemarked.

Trods pæne stigninger hos Novo, A.P. Møller-Mærsk og Pandora endte C25-indekset 0,5 pct. lavere i 1812,58.

Særligt i USA var der tryk på renterne, der for nogle af de lange obligationer nåede det højeste niveau i 24 år, inden de så igen gik tilbage, og i Frankrig fortsatte uroen omkring finanspolitikken og renterne.

Oliepriserne kørte onsdag også op, og for en tønde af nordsøolien Brent lød prisen på 101,73 dollar ved 17-tiden efter en stigning på 1,1 pct.

- Vi er tilbage til inflationsusikkerheden foranlediget af højere oliepris, siger Otto Friedrichsen, der er viceinvesteringsdirektør i Formuepleje, til MarketWire.

- Den usikkerhed, der er med højere oliepris, den retorik, der har været fra centralbankerne som reaktion på højere oliepris, som vi normalt ikke ser fra centralbanker, er med til at afstedkomme højere renter og usikkerheden omkring rentestien, fortsætter han.

Det har fået markedet til at indregne op mod tre renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, tilføjer viceinvesteringsdirektøren.

Både NNIT og ALK-Abelló formåede at gå fri af onsdagens misstemning. For NNIT lunede planer om et muligt frasalg af et datterselskab, og hos ALK var humøret understøttet af en frisk købsanbefaling.

NOVO OG PANDORA I PLUS

Blandt det grønne mindretal var der flere pæne plusser at spore.

Aktien i Novo gik 3,4 pct. frem til 253,90 kr. - endda efter sænkede kursmål hos Danske Bank og Deutsche Bank. Hos førstnævnte blev sænkningen begrundet med, at der spås højere renter i fremtiden, og at de vil gøre indhug i indtjeningen. Anbefalingen "køb" blev dog fastholdt.

For Genmab fortsatte sejrsrækken i mere afdæmpet tempo efter to stærke børsdage. Både mandag og tirsdag blev selskabet belønnet for flotte data fra studier med Rina-S og Epkinly.

Det har fået børshusene Truist og DNB Carnegie til at løfte kursmålet. Hos sidstnævnte er det hævet til 2850 kr. fra 2300 kr. og en fortsat købsanbefaling.

Onsdag blev det til et plus på 0,2 pct. til 2487 kr.

Pandora var også at finde i toppen af C25-indekset onsdag, men uden selskabsspecifikt nyt. Et kig på markedet for metaller viste dog ved dansk børslukketid et fald i sølvpriserne på 2,5 pct. til 59,80 dollar for en troy ounce.

Aktierne i A.P. Møller-Mærsk, der i år har været understøttet af stigende fragtrater fra krigen i Mellemøsten, var også med fremme. B-aktien vandt 2,0 pct. frem til 24.540 kr.

Nederst i C25 endte FLSmidth, Vestas og NKT baglæns uden selskabsspecifikke forklaringer.

NKT tabte 4,0 pct. til 856 kr., og Vestas mistede 4,1 pct. til 187,30 kr., mens FLSmidth var agterlanterne efter et dyk på 4,2 pct. til 547 kr.

NNIT OVERVEJER FRASALG

Der var ingen over eller ved siden af NNIT på det danske aktiemarked onsdag, hvor "meget tidlige" drøftelser om et frasalg af datterselskabet Scales blev annonceret.

I en meddelelse forklarede it-selskabet, at intet endnu er afgjort om salget af Scales, som NNIT overtog i 2017.

Aktien steg 10,2 pct. til 37,30 kr.

ALK-Abelló fulgte efter med et plus på 5,3 pct. til 218 kr. efter et løft til "køb" fra "hold" hos Nordea. Kursmålet blev i samme ombæring sat til 280 kr.

Analytiker Peer Hugreffe Ankersen ser stort salgsvækstpotentiale i 2028-2030 foruden "flere vækstlommer" hos allergivaccineproducenten, fremgik det af en analyse fra børshuset.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig