21. okt. 2026 kl. 15:01
48 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens obligationer: Renten holdt stand med mindre plus

Onsdagens obligationer: Renten holdt stand med mindre plus

Der var umiddelbart fred på obligationsmarkedet herhjemme og i Europa, hvor de tiårige renter blev sendt op med et par basispoint.

I Frankrig var billedet dog et andet onsdag. De fortsatte uroligheder i landet med massive demonstrationer mod de stigende leveomkostninger over hele landet og udgangsforbud i flere byer samt et forværret finanspolitisk billede betød, at storudsalget af obligationer fortsatte. Onsdag lå renten på et tidspunkt i sit højeste siden 2022 i 5 pct. - men dagen endte med at stige 5 basispoint til 4,98 pct.

Den danske tiårige rente vendte onsdag rundt i forhold til tirsdag og steg 2 basispoint til 3,22 pct. efter et fald på 7 basispoint i den forrige handelssession.

Nøgletalsmæssigt var kalenderen onsdag også så godt som blottet for større offentliggørelser fra de store økonomier. Det sker først fredag, hvor der kommer foreløbige PMI-opgørelser for oktober fra både eurozonen og USA, inden der i næste uge venter rentemøder hos både ECB og hos centralbanken i USA, Federal Reserve.

Blandt markedsdeltagerne er der dog ingen forventninger om flere pengepolitiske stramninger i denne omgang.

I stedet koncentrerer forventningerne om yderligere et renteløft i både USA og eurozonen sig om møderne i december, viser data fra Bloomberg News.

Oveni er der for alvor kommet fart på den amerikanske regnskabssæson, og blandt andet aflægger Tesla, IBM og Meta regnskab onsdag aften.

- Regnskaberne fra USA vil kunne rykke ved renterne. Særligt i lyset af den seneste tids fokus på AI-aktierne. Skuffende regnskaber kan give rentefald, påpeger AL Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig