21. sep. 2026 kl. 07:22
78 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Råvarer: Olieprisen falder på nyt håb om diplomatisk gennembrud ved FN-generalforsamling

Råvarer: Olieprisen falder på nyt håb om diplomatisk gennembrud ved FN-generalforsamling

Oliepriserne falder for fjerde gang i streg mandag morgen til det laveste niveau i mere end en uge, idet markedet følger de diplomatiske bestræbelser på at få afsluttet USA-Iran-krigen, samt tegn på at skibsladninger fortsat passerer gennem Hormuzstrædet.

Det skriver Bloomberg News.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 102,50 dollar mod 104,33 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 98,79 dollar mod 102,18 dollar fredag eftermiddag.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, udtalte til det amerikanske nyhedsbureau Fox, at han "sandsynligvis" vil være åben for at mødes med sin iranske modpart Masoud Pezeshkian i forbindelse med FN's generalforsamling i New York i denne uge. Trump ventes at mødes med den kinesiske præsident Xi Jinping senere på ugen.

Samtidig har gennemstrømningen af råolie og flydende gasser gennem Hormuzstrædet de seneste to uger været på det højeste niveau i seks måneder. Ifølge CENTCOM-chef Brad Cooper, er de vigtigste sejlruter er ryddet for miner, mens allierede i Den Persiske Golf transporterede mere end en milliard tønder råolie gennem strædet de seneste par måneder.

Der er fortsat forsyningsrisici i Mellemøsten. Houthierne angreb i weekenden nye mål i Saudi-Arabien, blandt andet i Riyadh og Yanbu-området. Det har fået kongeriget til at udsende luftalarmer, samt advarsler i knudepunktet ved Det Røde Hav.

Faldet i prisen på råolie - crude - betyder dog ikke, at presset på de raffinerede olieprodukter er forsvundet. Dieselmarkedet er fortsat stramt blandt andet efter, at et stort raffinaderi i Moskva-regionen blev angrebet af droner i weekenden.

- Det værste pres på crude kan være ved at lette. Mere saudisk olie kommer ud, Homuz-flows stiger, og diplomati er igen i fokus. Det er bearisk for råolie på kort sigt. Men bedre crude-flows betyder ikke, at produktkrisen er overstået. Diesel, gasoil, jet fuel og MGO er fortsat væsentligt strammere end crude, skriver Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker i Global Risk Management, i en kommentar.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld mandag morgen 4353,73 dollar mod 4352,81 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig