Oliepriserne for Brent og WTI bevæger sig torsdag morgen i hver sin retning, hvilket har sendt forskellen mellem de to benchmarks op på det højeste niveau i 11 år. Brent-prisen stiger 3,8 pct. i kølvandet på iranske angreb mod energianlæg i Mellemøsten, mens WTI-prisen stort set ligger uændret.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 112,25 dollar mod 108,61 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 97,45 dollar mod 97,48 dollar onsdag eftermiddag.
- Prisforskellen skyldes dels, at USA er verdens største olieproducent, og at markedet har rigeligt af den lette WTI-olie, men mangler medium til tung olie fra Mellemøsten, hvor Dubai og Oman handler tæt på USD 160. Den olie, der frigives fra de amerikanske lagre, er samtidig relativt tung og passer mange raffinaderier i Den Mexicanske Golf særdeles godt, skriver Arne Lohmann Rasmussen, chefanalytiker i Global Risk Management.
- Der er også spekulationer om, at den lave WTI-pris skyldes, at det amerikanske finansministerium har været aktiv i markedet og solgt WTI-futures for at presse prisen ned. Det er dog ikke bekræftet, fortsætter han.
Prisstigningen på Brent skyldes derimod en eskalering af konflikten i Mellemøsten, hvor Iran har angrebet energianlæg i blandt andet Qatar og Saudi-Arabien som svar på tidligere angreb på Irans South Pars-gasfelt.
Ifølge Qatar Energy har Irans missilangreb på Ras Laffan, der er Qatars statsejede anlæg for flydende naturgas og brændstofraffinering, forårsaget omfattende skader. Samtidig oplyser Saudi-Arabien, at de onsdag har opsnappet og destrueret fire ballistiske missiler rettet mod deres hovedstad, Riyadh, samt et forsøg på et droneangreb mod et gasanlæg.
Det ventes ifølge en markedsstrateg hos Moomoo ANZ, at oliepriserne forbliver på et højt niveau, da der ikke er tegn på nedtrapning i Mellemøsten eller en snarlig genåbning af Hormuzstrædet.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld torsdag morgen 4764,90 dollar mod 4869,88 dollar onsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire