Med en historisk stærk ordrebog og en succesfuld børsnotering af fiskefoderselskabet Biomar står industrikonglomeratet Schouw & Co. klar til næste fase.
Frem mod 2030 venter det aarhusianske selskab en årlig gennemsnitlig organisk vækst i spændet 5-7 pct. og et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 4,5 mia. kr.
Dermed er der lagt op til en forbedring fra det historiske "5-ish", som Schouw ifølge topchef Jens Bjerg Sørensen har leveret under den hidtidige strategiperiode. Men det vil kræve, at flere ting arter sig.
- Så skal det gå godt. Og med det momentum, vi har lige nu (...) Vi har aldrig stået på så stærk en ordrebog, som vi gør lige for øjeblikket. Men vi ved jo også, at verden svinger hele tiden, siger topchefen til MarketWire.
Det er dog svært at spå alt for fast om omsætningen, pointerer Jens Bjerg Sørensen.
- Omsætningen er nogle gange lidt svær at vurdere på, fordi vi er meget afhængige af, hvordan råvarepriserne svinger op og ned, forklarer han og tilføjer, at man i Schouw derfor kigger mere på volumenerne.
Råvarepriserne er blandt andet styret af oliepriserne, der er steget kraftigt i år som følge af konflikten i Mellemøsten. Ekstraregningen kan i nogen grad sendes videre til kunderne. Ikke desto mindre vil et fald i oliepriserne være godt nyt.
På indtjeningen ventes der stor vækst i årene frem mod 2030. Med et mål på 4,5 mia. kr. i EBITDA-resultat er der lagt op til en vækst i omegnen 55 pct., der vil blive indfriet gennem en stærk kapacitet, en spækket pipeline og en "meget stærk platform" med nye kunder og store kunder.
- Og så skal vi udnytte den kapacitet, vi har, og dyrke det momentum, som vi har lige nu.
- Vi leverer kvalitet og er en god samarbejdspartner. Vi bevæger os meget ind i det, vi kalder "solution provider", tilføjer Jens Bjerg Sørensen.
EN BRED PORTEFØLJE
Schouws portefølje består af flere selskaber, som konglomeratet helt eller delvist ejer. Senest har det aarhusianske selskab købt sig ind i Spectre, der producerer udendørstøj, imens fiskefoderproducenten Biomar omvendt blev udskilt og børsnoteret selvstændigt - dog stadig med Schouw som hovedaktionær.
Selv om Schouw spænder bredt med sine sektorer, der tæller tøj og tekstil med Spectre og Fibertex, industri med Hydraspecma og Borg, teknologisk indmad fra GPV og så fiskefoderforretningen Biomar, er der et altoverskyggende overlap.
- Vi har ikke industrier, hvor vi leverer direkte til slutbrugeren. Så vi er en slags leverandør og serviceudbyder for store globale kunder, forklarer Jens Bjerg Sørensen.
Eksempelvis leverer GPV elektronik til Danfoss, Spectre producerer beklædning til Arc'teryx, og Hydraspecma leverer hydraulik til Vestas.
- Det er den filosofi, vi arbejder ud fra. Så det vil sige, at når vi sidder i bestyrelseslokalet, er der en klar sammenhæng i måden og filosofien (...) Det hænger sammen.
I Schouw holder man øjnene åbne for nye steder at investere - som udgangspunkt gennem såkaldte "bolt on"-investeringer, der understøtter den eksisterende portefølje. Men skulle en mulighed vise sig, "så kigger vi jo på det, og så skal vi jo ikke lade os begrænse", fortæller topchefen.
- Skulle der komme noget spændende forbi, som passer ind i det her - ja, så er det jo en business to business-virksomhed, som kan transformeres, og som trænger til en ny ejer, der kan tage dem til næste niveau. Det er jo oftest sådan noget, vi er inde på.
Schouw lod tidligere i år Biomar børsnotere som selvstændigt selskab på børsen i København, og det er afgjort en mulighed, at kunsten kan blive gjort efter på et senere tidspunkt.
- De virksomheder, vi har lige nu, kan vi jo understøtte og supporte alle sammen. Sker der noget spændende og konsolideringsmæssigt, er vi indstillet på det, siger Jens Bjerg Sørensen.
Han ønsker dog ikke at kommentere, hvor i porteføljen det kunne være mest oplagt.
.\\˙ MarketWire