De to svenske teleselskaber Telia og Tele2 er begge kommet lidt for højt op på børsen, vurderer finanshuset Kepler Cheuvreux, som derfor sænker anbefalingen af begge aktier til "hold" fra "køb".
Det sender dem ned i torsdagens handel på børsen i Stockholm og er også med til at holde det samlede svenske marked lidt efter tendensen i Europa generelt.
Telia falder ved middagstid med 2,5 pct. til 46,13 svenske kr., og Tele2 går 2,9 pct. tilbage til 186,10 svenske kr.
Ifølge analytiker Kristoffer Carleskar omfatter prisniveauet for Telia lige nu langt størstedelen af de positive elementer, der har drevet den seneste gode periode på børsen.
Det gælder blandt andet en genrejsning af de frie pengestrømme, en gevinst fra en konsolidering af det svenske marked og Telias position som et selskab, der står til at gavnes af udrulningen af kunstig intelligens, refererer Bloomberg News fra et analysenotat.
For Tele2 har den samlede kursgevinst været omkring 150 pct. i de seneste to år, og aktien har fortsat holdt sig godt oppe i løbet af 2026.
Men nu er det i stedet sandsynligt, at der vil indtræde en normalisering i indtjeningen og de frie pengestrømme, og den høje værdisætning skaber begrænset plads til at træde ved siden af, vurderer Kepler Cheuvreuxs analytiker.
.\\˙ MarketWire