06. okt. 2026 kl. 15:04
55 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: Genmab og Ambu dannede fortrop i grønt C25

Tirsdagens aktier: Genmab og Ambu dannede fortrop i grønt C25

Der var bred fremgang i C25-indekset tirsdag, hvor et fald i olieprisen var med til at løfte appetitten på de danske aktier.

Helt i front endte Genmab og Ambu, og samlet gik det frem med 0,6 pct. til 1821,97 i C25-indekset med plusser til 20 ud af de 25 aktier. Tidligere på handelsdagen så det dog langt mere prangende ud med et C25-plus på 2 pct.

- Det er en dag, hvor markedet i en eller anden forstand har rystet nervøsiteten lidt af sig. Vi ser nogle små tilbagefald i olien, og vi ser også en rente, som arter sig bedre. Det hjælper med at skabe et bedre humør, siger Jacob Pedersen, investeringsstrateg i Middelfart Sparekasse, til MarketWire.

Samtidig nærmer regnskabssæsonen sig med hastige skridt, og den er der store forventninger til.

- Det er det, som på de her dage lokker investorerne til. Det er grundlæggende et meget stærkt marked, vi ser, og det giver også udslag i dag, siger Jacob Pedersen.

GENMAB I HOPLA FOR ANDEN DAG I TRÆK

Genmab endte med en optur på 4,4 pct. til 2482 kr., efter at selskabet og partneren Abbvie mandag aften lagde nye resultater på bordet for lymfekræfthåbet Epkinly, der er en førstebehandling af en særlig form for lymfekræft.

Resultaterne overgik klart succeskriteriet blandt investorer, vurderede amerikanske Jefferies efterfølgende.

Det fulgte plusset på 5,3 pct. mandag efter lovende data med lægemiddelkandidaten Rina-S til behandling af platinresistent kræft i æggestokkene.

De gode takter udløste højere kursmål til Genmab-aktien fra SEB Bank, Bank of America og Deutsche Bank tirsdag.

Ambu endte desuden med et plus på 4,1 pct. til 71 kr., men her var det sværere at finde en forklaring på opturen.

- Jeg tror bare, at der er kommet lidt mere optimisme tilbage i markedet, og så leder man efter nogle af dem, der har været helt pressede på det seneste. Der er Ambu en af dem, og sektoren har det også ret godt, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Der var heller ikke nogen åbenlys forklaring på, hvorfor Zealand Pharma omvendt endte som solid bundprop med et minus på 5,5 pct. til 251,10 kr.

Uden for C25 var også Lundbeck på banen med nye studiedata. Det drejede sig om midlet Lu AF28996 til behandling af fremskreden Parkinsons sygdom. Fase 1b-forsøget viste at behandlingen generelt blev tolereret godt, og de fleste bivirkninger var milde.

Lundbecks B-aktie steg 1,6 pct. til 44,86 kr.

DANSKE BANK OG NORDEA FIK FRISKE KØBSANBEFALINGER

Der var smæk på analytikerfronten tirsdag, og her fik Danske Bank og Nordea godt nyt fra SB1 Markets, som løftede begge aktier til "køb" fra "neutral".

Kursmålet for Danske Bank blev i samme ombæring skruet op til 410 kr. fra førhen 400 kr., mens Nordea fik et løft til 141,61 kr. fra 138,19 kr., viser data fra Bloomberg News.

Danske Bank gik frem med marginale 0,1 pct. til 365,40 kr., og Nordea endte med et plus på 0,2 pct. til 128 kr.

Coloplast steg 2,2 pct. til 418,80 kr. trods et sænket kursmål hos Barclays til 465 kr. fra 495 kr. med en uændret anbefaling på "ligevægt", fremgik det af Bloomberg.

Pandora fik skruet kursmålet op med 100 kr. til 800 kr. af Jefferies, som dog holdt fast i holdanbefalingen. Pandora steg 0,5 pct. til 783,20 kr.

NORDEN OPJUSTEREDE FORVENTNINGERNE

Tank- og tørlastrederiet Norden opjusterede forventningerne til overskuddet efter "god operationel performance i både tørlast- og tanksegmentet understøttet af god kommerciel eksekvering, succesrig regional positionering af flåden og højere fragtrater," oplyste rederiet tirsdag eftermiddag.

Forventningerne til 2026's nettoresultat blev løftet til 180-230 mio. dollar fra før 140-190 mio. dollar.

Norden steg 1,7 pct. til 400,40 kr.

I samme branche var der storaktionærnyt til tankrederiet Torm, da OCM Njord Holdings, som er kontrolleret af Oaktree Capital Management, satte 6,3 mio. Torm-aktier til salg for 40,05 dollar stykket.

Det svarede til 266,10 danske kr. Torm faldt 0,9 pct. til 259,60 kr. tirsdag

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig