21. apr. 2026 kl. 15:04
65 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: Unibrew sprang læk efter tab af Pepsico - pres på C25

Tirsdagens aktier: Unibrew sprang læk efter tab af Pepsico - pres på C25

Pilen pegede nedad på det danske aktiemarked tirsdag, hvor Royal Unibrew blev vendt ryggen af investorer og partneren Pepsico.

Fald i Novo Nordisk og Zealand gjorde desuden ondt værre på det danske aktiemarked, hvor C25-indekset lukkede 1,1 pct. lavere i 1751,91.

Novo faldt 4,2 pct. til 247,10 kr., hvoraf en stor del af nedturen satte ind, kort efter at det amerikanske marked åbnede og åbenbarede et tilsvarende fald til konkurrenten Eli Lilly.

Fokus var desuden på potentielle fredsforhandlinger mellem USA og Iran, og ikke mindst på Unibrew.

CARLSBERG NAPPER PEPSICO FRA UNIBREW

Unibrew måtte se rivalen Carlsberg nappe Pepsico som partner i Norden og Baltikum fra 2029. Og tabet af kontrakten koster omsætnings- og volumenfald samt omkostninger på 300 mio. kr.

- Unibrew mister 13 pct. af omsætningen. Og da aktien prissættes af den fremtidige indtjening, er faldet forståeligt, vurderede Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, over for MarketWire.

Tabet af kontrakten fik investorerne til at forlade Unibrew i samme hast som gejserstrålen fra en cola, der udsættes for en mentos, og slutfacit blev et minus på 25 pct. til 415 kr. Det var bryggeriaktiens største fald nogensinde.

Unibrew offentliggjorde tirsdag også kvartalsregnskab. Men det var ikke det, der fyldte ifølge Mads Zink.

Også Carlsberg tabte i øvrigt lidt og endte 1,6 pct. lavere i 823 kr.

Aftalen betyder ellers en udvidelse af det strategiske partnerskab med Pepsico, da bryggeriet nu er Pepsicos aftapningsvirksomhed i Danmark, Finland og de tre baltiske lande fra 1. januar 2029. Dermed får Carlsberg aftale i hele Norden ud over den allerede eksisterende aftale om partnerskab i blandt andet Storbritannien.

- Det kommer ikke til at betyde det store for Carlsberg. De skifter en aftale med Coca-Cola ud med en fra Pepsico, vurderer Mads Zink.

VINDENERGIKONFERENCE LØBER AF STABLEN I DENNE UGE

Tirsdag var også nogle af de grønne aktier - Vestas, Ørsted og NKT - i fokus, da vindmølleindustrien tirsdag til og med torsdag er samlet til brancheforeningen Wind Europes årlige vindenergikonference i den spanske hovedstad, Madrid.

- Der vil komme fokus på sektoren på grund af konferencen, hvor vi også har et hold nede i Madrid, siger Mads Zink.

Vestas steg 0,1 pct. til 193 kr., og NKT øgede 0,8 pct. til 920 kr.

Ørsted endte i toppen af C25 og gik frem med 3,6 pct. til 161,85 kr. Schweiziske UBS løftede ifølge Bloomberg News sit kursmål for Ørsted til 185 kr. fra 175 kr. og gentog anbefalingen "køb".

H+H STORAKTIONÆR TYGGER PÅ OPKØB

Uden for C25 var der nyt om byggematerialevirksomheden H+H, da selskabets største aktionær, Solbet, har ansøgt den polske konkurrencemyndighed om godkendelse til at erhverve det danske selskab. Solbet ejer allerede over 25 pct. af aktierne i H+H. Det sendte H+H frem med 16 pct. til 100,40 kr., selv om Solbet ikke har truffet en endelig beslutning om at aflægge et bud på den danske virksomhed.

AGF, som mandag aften tabte et topopgør med Midtjylland i Superligaen, endte 4,7 pct. lavere i 1,22 kr.


.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 258 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig