KORR: Udvikling i Mærsk-kurs rettet
Torsdag dansede det danske eliteindeks, C25, omkring nulpunktet, men endte surt med A.P. Møller-Mærsk i toppen og Novo Nordisk i bunden.
Også FLSmidth havde en god handelsdag trukket op af stigende metalpriser på både guld og sølv men især kobber som to gange torsdag slog sin egen rekord.
Modsat sank flere af medicinalaktierne og trak det samlede indeks ned.
C25 lukker dermed handelsdagen med et minus på 0,5 pct. til 1896,97.
MÆRSK SLUTTEDE PÅ TOPPEN
A.P. Møller-Mærsk steg torsdag på fornyet uroligheder i Mellemøsten især mellem Iran og USA.
Mærsks B-aktie lukkede 2,4 pct. højere i 15.640 kr.
Priserne på guld, sølv og særligt kobber trak desuden FLSmidth op i løbet af torsdagens handel, endda så langt at selskabet nåede tæt på lukkerekorden på 589 kr. som blev sat i oktober 2008.
Kobberprisen fortsatte også i vejret torsdag og på London Metal Exchange, LME, kostede et ton kobber for første gang over 14.000 dollar, skrev Bloomberg News.
Nærmere bestemt handledes kobberfuturen til 14.277 dollar per ton torsdag eftermiddag. Det fulgte en stigning på 8,8 pct. siden torsdagens første handler ved 02-tiden dansk tid.
Men sidst på handelsdagen faldt prisen på kobber og andre metaller tilbage.
Ingeniørkoncernen, der leverer til mineindustrien og derfor vil have gavn af udbygninger af miner, steg torsdag 0,8 pct. til 555,50 kr.
PANDORA PRESSET AF SØLVPRISER OG NOVO AF SÆNKEDE KURSMÅL
Novo Nordisk og Pandora endte torsdag mod bunden af det danske eliteindeks.
Pandora blev modsat FLSmidth presset af de stigende metalpriser på især sølv.
Sølvprisen har de seneste måneder sat rekord på rekord. Og nu er det store spørgsmål, hvordan Pandora i henhold til vækststrategien Phoenix fortsat kan være et "affordable luxury brand", fordi sølv er en vigtig omkostningskomponent hos smykkeselskabet.
Pandora har så at sige været forud for tiden og har allerede sikret sig mod sølv priserne i 2026, hvor 70-75 pct. er hedget til en pris omkring 31 dollar per troy unce. Hvad der skal ske med hensyn til 2027, er endnu ikke meldt ud.
Den usikkerhed kan være med til at påvirke handlerne, som torsdag har sendt aktien ned med 0,4 pct. til 485 kr.
Novo Nordisk havde også en udfordrende dag på det danske marked. Aktien faldt mest med 2,9 pct. til 379,40 kr.
Selskabet havde fået sænket sit kursmål hos Nordea til 486 kr. fra 520 kr. Anbefalingen "køb" fastholdes, viste data fra Bloomberg News.
Også Danske Bank havde skåret i kursmålet. Det lød nu på 440 kr. mod 455 kr. Anbefalingen var også her uændret "køb".
Novo og Pandora leverer regnskab i næste uge.
REGNSKABSNYT FRA NORDEA
Nordea - som før årsskiftet blev sparket ud af C25 af FLSmidth - faldt torsdag, efter at banken havde aflagt et årsregnskab, som landede stort set som ventet af analytikerne.
For kvartalet leverede storbanken et nettooverskud på 1157 mio. euro mod ventet ifølge Bloomberg 1163 mio. euro, mens de samlede indtægter også landede en marginal højere end analytikernes estimat.
For 2026 ventede banken en forrentning af egenkapital på over 15 pct., som også var forventningen til det netop afsluttede regnskabsår. I 2025 nåede banken 15,5 pct.
Nordea faldt 3 pct. til 121,20 kr.
.\\˙ MarketWire