Novonesis blev torsdagens duks i det danske eliteindeks, efter at enzymselskabet overraskede handlerne med en opjustering og stærk vækst.
Modsat skrabede GN bunden på en dag, hvor regnskaberne i høj grad styrede showet på det danske marked, siger Jyske Banks senioraktierådgiver Martin Munk til MarketWire.
Samlet mundede det torsdag ud i et plus til C25-indekset på 0,3 pct. til 1890,53. Dermed gik indekset mod en halvsvag udvikling i Europa, hvor stigende oliepriser og renter tyngede stemningen.
NOVONESIS I STØRSTE PLUS I ET ÅRTI
Onsdagens sene regnskab, flankeret af en opjustering og et milliardstort aktietilbagekøb, var som sød musik i handlernes ører torsdag, der kvitterede for de pæne takter ved at sende aktien i største plus siden 2015.
- Novonesis demonstrerer i regnskabet virkelig evnen til at investere i vækst fremadrettet, men også at honorere med et godt afkast til aktionærerne via tilbagekøb og udbytte. Vi synes alt i alt, det ser rigtigt pænt ud og er komfortable med vores købsanbefaling, siger Martin Munk.
Hos finanshuset Morgan Stanley begejstredes analytiker Lisa De Neve især over det 1 mia. euro store aktietilbagekøbsprogram.
Novonesis-aktien endte dagen med en markant stigning på 9,7 pct. til 452,30 kr.
SKUFFENDE UDVIKLING HOS GN
Modsat kursraketten Novonesis dykkede GN med 10,5 pct. til 90,20 kr. efter et blandet regnskab.
Her har en toldrefusion fra USA ført til en opjustering af driftsmarginen i 2026, men prognosen for den organiske vækst er i samme ombæring sænket.
- Der er nogle engangsforhold, men renser man for det, så er regnskabet en skuffelse, vurderer Martin Munk, som særligt ser problemer med den organiske vækst som årsag til handlernes sure humør.
På divisionsbasis gik det lidt bedre i Enterprise, end det var frygtet af analytikerne, imens Gaming-divisionen skuffede.
Også med i bunden lå Rockwool, som ifølge Martin Munk døjer med efterdønningerne af selskabets regnskab, der sendte aktien 5 pct. ned onsdag.
- Der var uden tvivl en lille skuffelse på margindelen i regnskabet, og det er det, den faldt på onsdag. Men vi synes egentlig, at Rockwool har kommunikeret rimelig klart, at de prisstigninger, de har foretaget, først slår igennem i andet halvår, og derfor overraskede reaktionen os en smule, siger han.
Rockwool, der også blev presset af stigende naturgaspriser, faldt næstmest i C25 med 6,6 pct. til 198,40 kr.
Der var heller ikke meget, der glimtede for Pandora, der tabte 3,8 pct. til 769,40 kr.
Smykkeselskabet kunne blandt andet se sølvprisen stige til det højeste niveau i to måneder samt den amerikanske supermarkedskæmpe Walmart skuffe med salgsvæksten, idet de amerikanske forbrugere er presset af stigende benzinpriser.
Modsat sluttede FLSmidth med et plus på 3,6 pct. til 549 kr. med fremme i C25-feltet, efter at onsdagens regnskab blev belønnet med løftede kursmål hos både SEB og Nordea.
SEB har efter regnskabet, der gav et kursplus på 6,3 pct., hævet kursmålet til 640 kr. mod 590 kr. før, og hos Nordea er det nu 595 kr. fra 545 kr. Begge siger uændret "køb" til aktien.
MERE REGNSKABSNYT
Uden for C25 var ALK-Abelló, Gubra og Cbrain også klar med regnskabsnyt.
ALK oppræciserede forventningerne til året, men aktien faldt dog 6,5 pct. til 209 kr.
Finanshuset Kempen forklarer faldet med, at kommunikationen omkring modvinden fra højere medicinrabatter i Tyskland fra 2027 gør et ellers solidt regnskab mere uklart.
Softwarekoncernen Cbrain blev med et markant plus på 22,8 pct. til 67,40 kr. belønnet for sit halvårsregnskab, der ifølge topchef, Per Tejs Knudsen, udgør et vendepunkt for selskabet.
Gubra faldt 3,5 pct. til 381 kr. efter et regnskab uden større nyhedsværdi.
.\\˙ MarketWire