07. maj 2026 kl. 15:12
78 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Torsdagens aktier: Zealand begejstrede med stort aktietilbagekøb - Mærsk og GN fik klø

Torsdagens aktier: Zealand begejstrede med stort aktietilbagekøb - Mærsk og GN fik klø

Zealand Pharmas planer om at købe egne aktier for 1,3 mia. kr. udløste et plus på over 9 pct. torsdag, hvor Mærsk og GN omvendt fik hård medfart efter deres regnskaber, som for sidstnævnte udløste en nedjustering.

Samlet blev det en sur dag for det danske aktiemarked, som målt på C25-indekset faldt 0,9 pct. til 1756,38, hvor der samtidig ikke var mange positive impulser fra krigen i Mellemøsten til at lette stemningen, som tilfældet var onsdag.

- Vi så lidt et "rebound" onsdag efter meldinger fra amerikanerne om, at der eftersigende skulle være en eller anden form for aftale på vej. Det var ligesom det, man fejrede, og torsdag har vi så set lidt den modsatte effekt med lidt tilbagegang og lidt pres på nogle dele af aktiemarkedet, siger Frederik Romedahl Poulsen, chefstrateg i Velliv, til MarketWire.

- Det er blevet lidt mere "wait and see". Markedet kigger jo nok lidt på situationen og overvejer, om det igen er en af dem, hvor forhåbningerne bliver skruet op for så at falde tilbage igen, siger han.

ZEALAND PHARMA SENDT I VEJRET

Zealand Pharma blev belønnet med et plus på 9,5 pct. til 345 kr. efter sit regnskab, der blandt andet bød på aktietilbagekøb for 1,3 mia. kr.

Det danske biotekselskab har siden sidste års partnerskabsaftale med Roche om petrelintid siddet på en større pengebeholdning forbeholdt forskning og udvikling.

Med beslutningen i april om at tage petrelintid til fase 3 sammen med Roche og med udsigten til en milepælsbetaling på 4,5 mia. kr. er der også plads til at forgylde investorerne, fortæller topchef Adam Steensberg til MarketWire.

Det blev en hård dag på børsen for A.P. Møller-Mærsk, selv om koncernen egentlig kom bedre ud af første kvartal end ventet af analytikerne målt på driftsindtjeningen.

Mens indtjeningen i containerforretningen, Ocean, var under konsensus, klarede de to øvrige divisioner, Logistics og Terminals, sig begge bedre end ventet af analytikerne. De samlede årsforventninger blev i øvrigt fastholdt.

Men flere i markedet havde ventet, at Mærsk ville hæve den nedre ende af prognosen grundet de højere fragtrater fra konflikten i Mellemøsten, skriver Jyske Banks senioranalytiker Haider Anjum i et notat.

Facit blev et minus på 8,4 pct. til 13.945 kr. for B-aktien.

En svag start på året for GN's fortsættende aktiviteter og en nedjustering af forventningerne gjorde ondt på aktien torsdag.

I et meget informationsrigt regnskab om blandt andet udskillelsen af høreapparatforretningen, der er på vej til italienske Amplifon, fremgår det også, at den tilbageværende forretning har fået en sløjere end ventet start på 2026.

Det betyder også en nedjustering af de samlede vækstforventninger til 0-6 pct. fra tidligere 2-8 pct.

GN blev sendt bagud med 6,7 pct. til 96,72 kr.

HAV AF ANALYTIKERJUSTERINGER

Der var smæk på analytikerfronten, hvor det væltede ind med nye kursmål og anbefalinger til de danske aktier efter onsdagens regnskabsstorm.

Blandt dem blev Demant, der onsdag steg 13,3 pct., løftet til "køb" hos SHB, mens Jyske Banks analytikere skruede lidt op for Demants kursmål.

Og torsdag blev endnu en god Demant-dag, hvor aktien steg 2,6 pct. til 238 kr.

Pandora, der gik i vejret med 14,3 pct. onsdag, fik løftede kursmål hos UBS og Kepler, mens Morgan omvendt skar sit til. Smykkeaktien faldt 5 pct. til 540,60 kr.

Novo Nordisk fik efter sit regnskab og opjustering onsdag løftet kursmålene hos Barclays, Deutsche Bank og ABG Sundal Collier.

Novo-aktien mønstrede et plus på 0,9 pct. til 295,50 kr.

Vestas fik løftede anbefalinger hos Jyske Bank, ABG Sundal Collier og Sparebank1, hvor de to førstnævnte nu siger "køb".

Vindmølleaktien steg 0,3 pct. til 194,20 kr.

Energikollegaen Ørsted fik højere kursmål fra flere fronter, men aktien faldt 2,9 pct. til 161,65 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 294 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig