Helt ro på rentemarkedet blev afløst af lidt mere liv torsdag eftermiddag, hvor handlerne kunne hente inspiration fra flere kanter.
For den 10-årige toneangivende danske statsobligation sluttede dagen med en rente på 2,88 pct. svarende til et fald på 2 basispoint i forhold til lukkeniveauet onsdag.
Men i løbet af eftermiddagen var renten nede i 2,86 pct.
Dagens store begivenhed var rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, som sluttede med en forhøjelse af styringsrenten på 0,25 pct.point. til 2,25 pct. for indlånsrenten. Helt som ventet.
Mere interessant var signalerne fra topchefen i ECB, Christine Lagarde, efter rentemødet om, hvordan centralbanken vil balancere mellem at stramme pengepolitikken for at dæmpe inflationen og samtidig undgå at lægge et for stort pres på en allerede svækket økonomi.
Fremadrettet vil ECB på baggrund af den store usikkerhed, økonomien er omgærdet af som konsekvens af situationen i Mellemøsten, træffe rentebeslutningen møde for møde, forklarede hun.
- Det vil være dataafhængigt, og der vil ikke være et forudfattet rentebane forbundet med vores overvejelser, sagde Christine Lagarde.
USA's præsident, Donald Trump, bidrog med ny hård krigsretorik og trusler mod Iran, om at USA inden længe vil indtage den iranske ø Kharg og overtage kontrollen med det iranske olie- og gasmarked. Og at USA vil ramme Iran meget hårdt i aften.
Derudover viste amerikanske producentpriser en stigning på 6,5 pct. i maj - den største stigning i tre år - mod en ventet stigning på 6,4 pct. ifølge Bloomberg News
.\\˙ MarketWire