Aktien i Royal Unibrew bliver sendt tungt ned på børsen i København tirsdag morgen, efter at bryggeriet sent mandag afleverede sit regnskab for andet kvartal og første halvår.
Aktien falder efter omtrent 20 minutters handel med 8,0 pct. til 427 kr. og er dermed klart sidst i C25-indekset.
Regnskabet var i sig selv en blandet omgang med en lidt bedre end ventet toplinje, men en svagere end ventet drift - uden voldsomme udsving.
Fokus var frem mod regnskabet drejet i retning af partnerskaber, og hvordan Unibrew skal modvirke det omsætningstab, der opstår, når den nuværende licensaftale med amerikanske Pepsico udløber ved udgangen af 2028.
Her var der ikke meget nyt i regnskabet, men Unibrew ser fortsat partnerskaber som en del af strategien for fremtiden - i kombination med yderligere fokus på egne vækstkategorier.
Det fortalte Lars Jensen, der er administrerende direktør hos bryggeriet, efter regnskabet til MarketWire.
- Den bedste løsning er efter vores bedste overbevisning en kombination. Så vi holder alle optioner åbne og arbejder ned ad flere spor for at sikre, at hvis vi gør noget med andre partnere, så skal det være "win win" for både os og partneren og ultimativt også for kunderne. For ellers giver det ikke nok merværdi i sidste ende, sagde Lars Jensen efter regnskabet mandag aften.
MarketWire: Kan du sige noget om timingen i, hvornår en beslutning skal være på plads?
- Det afhænger meget af, hvad løsningen bliver. Så vi kan lige nu ikke sætte et konkret tidspunkt på.
JYSKE BANK: KURSFALD ER OVERGJORT
Hos Jyske Bank ser senioranalytiker Haider Anjum nedturen på børsen som en overreaktion.
Han peger på, at det kan være skuffelse på driften, der får investorerne til at tvivle på, om prognosen for hele året om en organisk vækst i EBIT på 6-10 pct., som blev fastholdt i regnskabet, kan nås.
- Markedet reagerer nok på den svagere end ventet indtjening i kvartalet, hvor EBIT endte 2,9 pct. lavere end konsensusforventningerne. Mens vi havde ventet, at Royal Unibrew ville fastholde 2026-forventningerne om en organisk EBIT-vækst på 6-10 pct., var der imidlertid flere investorer, der havde spejdet efter en oppræcisering, som ikke er kommet, skriver han i en kommentar.
- I første halvår har selskabet præsteret 6,7 pct. organisk EBIT-vækst, altså inden for intervallet, om end tættere på den nedre ende. Det betyder, at tredje, der historisk er det stærkeste kvartal for bryggerisektoren grundet sommeren, festivaler og turisme, bliver afgørende for, om Unibrew blot indfrier forventningerne eller får skabt momentum mod den øvre del af intervallet, fortsætter han.
.\\˙ MarketWire