12. nov. 2026 kl. 14:38
63 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Nvidias topchef trækker sig - Trump-melding puster til nervøsiteten

USA/åbning: Nvidias topchef trækker sig - Trump-melding puster til nervøsiteten

Nvidia står malet med store bogstaver på Wall Street torsdag, efter chipgigantens topchef nu er forhenværende. Det får Nvidia-aktien til at styrtbløde, at Jensen Huang nu er væk både som topchef og som bestyrelsesformand.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har ikke været med til at gøre stemningen bedre, efter en melding om at USA ikke har brug for en aftale med Iran. Også det skubber humøret i negativ retning.

I de første handler falder det teknologitunge Nasdaq-indeks 1 pct., det bredere S&P 500 falder 0,6 pct., og selv det smalle Dow Jones har vendt et plus i formarkedet til et marginalt fald.

Onsdag steg S&P 500 1,3 pct., Nasdaq-indekset gik frem med 1,6 pct., mens Dow Jones steg 0,5 pct

NVIDIA MISTER IKON

Jensen Huang blev anset som den mest dominerende skikkelse inden for teknologisektoren. Og at han nu forlader chipgiganten, er en markant begivenhed for AI-sektoren, mener Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg hos Danske Bank.

- Huang har gennem årtier været tæt forbundet med både Nvidias strategi, teknologi og kunderelationer, og derfor må vi forvente, at et ledelsesskifte kan skabe yderligere støj på kort sigt, noterer Lars Skovgaard Andersen sig.

Dagens vigtigste test for investeringsstrategen er dog ikke blot hvor meget teknologiaktierne falder, men hvor meget uroen vil sprede sig.

- Hvis vi kommer gennem dagen...med en forholdsvis afdæmpet reaktion i det brede aktiemarked, vil det være et vigtigt signal om, at markedet kan parkere støjen dér, hvor den opstår, uden at den udvikler sig til en bredere markedsuro, vurderer Lars Skovgaard Andersen.

Nvidia falder 10,4 pct. i den indledende handel torsdag. Aktien startede dog torsdagen med et fald på over 14 pct.

- Kontroversen skaber et usædvanligt vanskeligt problem for investorerne, der i årevis har koncentreret deres kapital i selskaber, der betragtes som uundværlige for AI-økonomien, siger Terri-Leigh Bennett, driftsdirektør hos CMS Prime, til Reuters.

Det bliver finansdirektør Colette Kress, der kommer til at overtage chefrollen midlertidigt.

Der har været spekuleret vidt og bredt i Jensen Huangs afgang efter weekendens erkendelse af en affære med kinesisk kvinde, som er mistænkt for at være spion. Senest er Jensen Huang også blevet beskyldt for at have haft en affære med en af Nvidias egne ansatte - en kvindelig underdirektør.

Chipproducenterne Intel, Marvell Technology og Micron falder 3,8 pct., 5,3 pct. og 4 pct., mens AI-infrastrukturvirksomheden Coreweave starter dagen ud med et rødt chok med et fald på 13,2 pct. Her skal det lige indskydes, at Coreweave blev belønnet for sin salgsvækst på 168 pct. og for sin opjustering med en kursfremgang på hele 24,7 pct. onsdag.

- Korrektionen i Nasdaq kan meget vel være en mulighed for at gå ind i nogle af aktierne uden den store risiko, siger Tom Hulick, direktør for Strategy Asset Managers.

KONKURRENTER LØFTES

To af Nvidias store konkurrenter, Advanced Micro Devices (AMD), og Broadcom stiger i de første handler, hvor det ellers ser sløjt ud for teknologiaktierne over en bred kam.

De to kan ifølge Bloomberg News måske se frem til at vinde forretning fra Nvidias imagetab grundet topchefens sager om utroskab.

I hvert fald stiger Broadcom 3,2 pct., og AMD løftes med 0,6 pct.

Desuden har AMD fået hævet sin anbefaling af børshuset William Blair til positive "outperform" fra neutrale "market perform", idet der netop ses en mulighed i forbindelse med skandalen hos Nvidia. Finanshuset ser gode muligheder for, at AMD-aktien kan fortsætte sin optur drevet af yderligere vundne markedsandele.

Der er også nyt på andre fronter end AI. Eksempelvis har Eli Lilly fået godkendt sin vægttabspille, Foundayo, i Kina og har dermed sikret sig et forspring til sin danske ærkerival, Novo Nordisk, skriver Reuters.

Aktien i Eli Lilly går 0,3 pct. frem i de første handler torsdag.

Der er tale om den første godkendelse i Kina af en vægttabspille baseret på GLP-1. Novo har imidlertid også indsendt markedsføringsansøgning for Wegovy i pilleform på det kinesiske marked, hvor myndighederne accepterede at gennemgå ansøgningen så sent som i august.

.\\˙ MarketWire