29. okt. 2026 kl. 13:44
201 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Teknologi anført af Alphabet får lussing mens Novo-rival stiger til rekord

USA/åbning: Teknologi anført af Alphabet får lussing mens Novo-rival stiger til rekord

Alphabet får en gevaldig kurslussing fra børsåbningen i New York torsdag, efter at aftenens regnskab fra Google-moderselskabet gav ny næring til bekymringerne over de enorme investeringer i kunstig intelligens.

Novo-rivalen Eli Lilly sendes til gengæld i rekord efter et stærkt regnskab med opjusterede forventninger.

Presset på Alphabet og de øvrige teknologiaktier har efter fem minutters handel torsdag presset Nasdaq-indekset ned med 1,7 pct.

Det brede amerikanske S&P 500-indeks slipper mere nådigt med et fald på 0,6 pct., mens Dow Jones klarer sig bedst med et minus på kun 0,4 pct.

STIGENDE INVESTERINGER I AI SKABER BEKYMRING

Alphabet falder fra start med hele 13,1 pct. efter regnskabet efter børslukketid onsdag aften. Det svarer til et fald i selskabets samlede børsværdi på svimlende 489 mia. dollar.

Regnskabet bød på skuffende resultater for søgeannoncering og en kraftig stigning i likviditetsforbruget som følge af de stigende udgifter til kunstig intelligens, skriver Reuters.

- Investorerne er begyndt at se nøje på tidsplanerne for indtægtsgenerering i forhold til forbruget af kapitaludgifter. Nogle investorer giver ikke længere alle hyperscalere "frit lejde" til at bruge penge uden begrænsninger, siger Jeremy Saltzberg, investeringschef hos Check Capital Management, til Reuters.

Det ser bedre ud for Microsoft i torsdagens marked efter et solidt regnskab for tredje kvartal, hvor indtægterne steg mere end forudset, og kapitalinvesteringerne endte noget lavere end konsensus.

Softwarekæmpen oplevede i perioden en stigning i omsætningen på 19 pct. til 92,28 mia. dollar mod ventede 90,63 mia. dollar. Microsoft har torsdag i øvrigt meddelt, at det vil rejse mindst 25 mia. dollar fra salg af obligationer i dollar.

Aktien stiger beherskede 0,2 pct., efter at den tidligere ellers var blevet indikeret endnu højere op.

ENDNU EN OPJUSTERING FRA ELI LILLY

Torsdag har budt på flere regnskaber, herunder fra Novo-konkurrenten Eli Lilly, som i tredje kvartal atter havde fuld fart på salget af diabetesmidlet Mounjaro og fedmemidlet Zepbound, der begge løb fra konsensus.

Vægttabspillen Foundayo skuffede omvendt.

For hele året løfter Eli Lilly efter tredje kvartal desuden forventningerne til omsætningen, mens prognosen for indtjeningen reduceres en smule.

Lilly-aktien stiger hele 8,8 pct. til rekordkursen 1405 dollar.

Medicinalkæmpen Merck løb også fra konsensus i tredje kvartal, hvor både salget og indtjeningen var noget bedre, end analytikerne havde turdet håbe på.

Det belønner investorerne med et plus på 5,1 pct.

Aktien i den amerikanske industrikæmpe Caterpillar dykker derimod 9,1 pct., til trods for at selskabets regnskab for tredje kvartal over en bred kam lander på niveau med analytikernes forventninger

I kvartalet steg omsætningen med 17 pct. til 20,68 mia. dollar. Til sammenligning havde analytikerne ventet en omsætning på 20,65 mia. dollar, viser data fra Bloomberg News.

Den justerede indtjening per aktie blev samtidig forbedret til 7,2 dollar mod 4,95 dollar i samme periode sidste år, mens analytikerne havde ventet et resultat på 7,1 dollar per aktie.

Torsdag efter børslukketid kommer der regnskaber fra Intel og Amazon.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig