De amerikanske aktier rystede torsdag det meste af bekymringerne efter Nvidias topchef Jensen Huangs afgang af sig. På et tidspunkt vekslede markedet tilmed den negative start til en mindre fremgang, men i sidste ende endte det dog med et mindre minus.
Der var stadig et tungt minus til chipkæmpen, men ikke i det omfang handelen startede med, og samtidig steg flere af de øvrige store teknologinavne torsdag.
Det amerikanske obligationsmarked holdt lukket onsdag på grund af Veterans Day, på årsdagen for Første Verdenskrigs afslutning, men genoptog torsdag tirsdagens store stigninger i kølvandet af den tredje varmere end ventede opgørelse over forbrugerpriserne i træk og i kombination med to dages olieprisstigninger.
Det amerikanske marked, målt ved S&P 500, endte torsdag derfor med et minus på 0,4 pct., selv om indekset åbnede i minus med 0,9 pct. og på et tidspunkt var i plus med 0,4 pct.
Dow Jones satte sig samtidig også med 0,4 pct., mens Nasdaq ligeledes mistede 0,4 pct.
- Genopretningen ser delvist ud til at være drevet af købsjagt efter et aggressivt tilbagefald, hvor nogle investorer tilsyneladende satser på, at Nvidias konkurrencefordele, stærke AI-efterspørgsel og etablerede kunderelationer vil overleve en ledelsesovergang, siger Daniela Hathorn, senior markedsanalytiker hos Capital.com, til Reuters.
RETTEDE SIG
I S&P 500 var it-aktierne torsdag med til at tynge med et minus på 0,4 pct. med et underliggende minus på 0,8 pct. til chipaktierne.
Årsagen var et kursfald på 4,3 pct. til Nvidia, der imidlertid fra starten af handelen dykkede mere end 14 pct. på nyheden om, at nok den vigtigste AI-topchef i verden havde trukket sig, og altså rettede aktien sig en del fra bunden.
Andre chipnavne gik da også frem på grund af anden AI-medvind, da SpaceX meldte om 74 mia. dollar i investeringer i nye datacentre, og der var derfor plus på 5,5 pct. til Broadcom og på 5,9 pct. til AMD, som også fik en løftet anbefaling hos finanshuset William Blair, mens hukommelsesproducenten Micron dog tabte 1,6 pct.
Inden for it steg Microsoft derimod 0,4 pct. trods udfordringer med driften af mailprogrammet Outlook, mens Apple satte sig 0,2 pct.
I cyklisk forbrug steg Tesla 1,7 2 pct. på forlydender om, at dialogen om en sammenlægning med SpaceX, som steg 0,1 pct., skrider frem, mens Amazon vandt 0,5 pct.
I kommunikationsservice var der sideløbende et løft på 1,8 pct. til Alphabet, som solgte virksomhedsobligationer for 4 mia. dollar, mens Meta Platforms smed 0,8 pct.
Torsdagens mest vindende sektor var energiaktierne med et plus på 1,5 pct., da Exxon Mobil og Chevron vandt henholdsvis 1,8 og 1,4 pct. i kølvandet af et plus til olieprisen på 2,8 pct.
SPIONAFFÆREN BREDER SIG
På nyhedsfronten var der ikke den store belønning til Eli Lilly, som faldt 0,7 pct. trods nyheden om, at Novo-konkurrentens vægttabspille nu er godkendt til det kinesiske marked.
Blandt torsdagens tabere var serverproducenten Super Micro Computer, som mistede 11,3 pct. efter en nyhed om, at det amerikanske justitsministerium undersøger, om Alice Huang, kvinden som Jensen Huang har haft en affære med, og som i USA mistænkes for at være spion for Kina, skulle have smuglet Super Micros produkter til Kina. Serverproducenten er i forvejen i søgelyset for mulige overtrædelser af eksportrestriktioner.
Der var også nedtur til fintech-virksomheden Global Payments, da Reuters skrev, at CD&R og GTCR, to kapitalfonde, har droppet planer om en mulig overtagelse og afnotering, og aktien faldt derfor 12,0 pct.
.\\˙ MarketWire