03. dec. 2025 kl. 21:06
31 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Aktier nærmede sig igen rekorden trods pres på Microsoft, Apple og Nvidia

USA/lukning: Aktier nærmede sig igen rekorden trods pres på Microsoft, Apple og Nvidia

De amerikanske aktier vekslede onsdag en lettere negativ start til en moderat positiv afslutning, og markedet er derfor igen mindre end 1 pct. fra sin rekord fra slutningen af oktober.

Det var først og fremmest et mindre tilbagefald til Microsoft, på grund af en tilsyneladende svagere udvikling i salget af AI-værktøjer, som holdt markedet tilbage, mens især Tesla hoppede frem blandt de store teknologinavne, ligesom Alphabet løftede.

Fra økonomien skuffede den private ADP-rapport over skabte arbejdspladser i november med en negativ udvikling, da 32.000 positioner gik tabt mod en ventet fremgang på 10.000 job.

Det synes dog i endnu højere grad at sætte en rentesænkning onsdag i næste uge i banken, hvilket isoleret set er en rygvind for aktierne.

Det brede S&P 500-indeks steg derfor 0,3 pct., mens Dow Jones gik frem 0,9 pct., og Nasdaq vandt 0,2 pct.

- Det haltende arbejdsmarked vil være i fokus for Federeal Reserve på deres decembermøde, siger Jeff Roach, cheføkonom hos LPL Financial, til Bloomberg News.

- Siden tidligere i år, da vi begyndte at se en væsentlig svækkelse på arbejdsmarkedet, har jeg ment, at efterspørgslen på arbejdere er svag nok til, at Federal Reserve kan sænke renten; også denne måned.

Tirsdag i næste uge indledes det næste rentemøde i centralbanken, og handelen med rentefutures indikerede onsdag 98 pct. en sandsynlighed for, at renten vil blive sat ned med 0,25 pct.point - for tredje møde i træk - til 3,50-3,75 pct.

PRESSET PÅ AI-SALGET

I S&P 500 klarede energiaktierne sig onsdag bedst med et løft på 1,9 pct., trukket af fremgang til Exxon Mobil og Chevron på 0,9-2,1 pct., da olieprisen steg i kølvandet af ukrainske angreb på den russiske skyggeflådes tankskibe i Sortehavet.

Der var samtidig fremgang til finans på 1,3 pct., blandt andet med et plus til USA's største bank, JPMorgan Chase, på 1,4 pct., og til industri på 1,0 pct.

Inden for teknologi klarede cyklisk forbrug sig bedst med et løft på 0,8 pct., ligesom kommunikationsservice steg 0,1 pct., mens it derimod faldt 0,4 pct.

En af onsdagens store historier kom fra The Information, som kunne fortælle, at Microsoft har sænket sine salgsforventninger for nogle AI-værktøjer til erhvervskunderne. Trods en afvisning af det over for CNBC faldt aktien i softwarekæmpen derfor 2,5 pct., og den tyngede således mere end nogen anden i markedet.

Ligeledes inden for it var der dog også et minus til chipkæmpen Nvidia på 1,0 pct. og til Apple på 0,7 pct.

I cyklisk forbrug satte Amazon sig samtidig 0,9 pct., mens Tesla gik frem med 4,1 pct., og i kommunikationsservice vandt Alphabet 1,5 pct., mens Meta Platforms gik 1,2 pct. tilbage.

DYRT OPKØB

Her var Netflix imidlertid hårdere ramt med et dyk på 4,9 pct. Der var ikke noget officielt ude, men markedet frygter, at streamingkæmpen i budkampen om hele eller dele af Warner Bros. Discovery kan komme til at betale for meget.

Comcast og Paramount Skydance er de to andre bejlere til Warner Bros., som her i anden runde skal modtage bindende, ikke bare indikative, bud.

I sundhed er Novo-konkurrenten Eli Lillys opsigtsvækkende optur blevet afløst af en sur stemning. Onsdag bakkede medicinalkæmpens aktie med 1,2 pct., og det var femte handelsdag i træk med minus på samlet set 6,9 pct. siden rekorden forrige tirsdag.

Regnskabssæsonen er ved at gå på hæld, men der kommer stadig tal ind fra flere af de mindre aktienavne. Mest uden for S&P 500.

Et af dem er varehuskæden Macy's, som opjusterede forventningerne, men alligevel måtte notere sig et minus på 1,1 pct.

Ligeledes inden for detail vandt lavpriskæden Dollar Tree derimod frem med 3,6 pct. på bagkant af en løftet prognose. Det blev i den grad overskygget af American Eagle Outfitters, der vandt 15,1 pct. efter en bedre end ventet vækst i tredje kvartal og en solid prognose for hele regnskabsåret 2025/26.

Inden for software steg Crowdstrike også med 1,5 pct. efter en lille opjustering fra cybersikkerhedskoncernen.

Okta vandt desuden 5,5 pct. efter sin løftede guidance, mens chipproducenten Marvell Technology blev belønnet med en stigning på 7,9 pct. for sit kvartalsregnskab.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,2
Baseret på 17 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig