29. okt. 2026 kl. 21:43
149 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Alphabet pressede aktier i minus - Novo-konkurrent i rekord - NY

USA/lukning: Alphabet pressede aktier i minus - Novo-konkurrent i rekord - NY

Efter tre handelsdage i træk med fremgang faldt de amerikanske aktier torsdag tilbage under vægten fra et tungt kursfald til Alphabet.

Investorerne frygter nemlig efter svage salgstal for tredje kvartal, at kunstig intelligens, AI-agenter som ChatGPT, Claude og Muse, vil kannibalisere Google-ejerens søge- og annonceforretning.

Microsoft, som ellers leverede et solidt regnskab for sit første kvartal, blev heller ikke belønnet, da nyheden om en kapitalrejsning via salg af virksomhedsobligationer for 25 mia. dollar til øgede AI-investeringer pressede aktien ned.

Novo-konkurrenten Eli Lilly strøg derimod op til endnu en rekord efter sit regnskab, som var meget bedre end ventet med et salg, som lå næsten 2 mia. dollar over konsensus på Wall Street, selv om vægttabspillen Foundayo skuffede.

I den positive vægtskål talte det også, at olieprisen satte sig, hvorfor renterne også trak sig lidt og dermed lettede en smule af presset på aktiemarkedet, mens investorerne efter onsdagens beslutning hos Federal Reserve om at fastholde renten i 3,75-4,00 pct. også holder fast i forventningen om en renteforhøjelse til december.

Det brede S&P 500-indeks faldt 0,3 pct., mens Dow Jones også mistede 0,3 pct., og Nasdaq dykkede 1,4 pct.

- Der er stadig en usikkerhed frem mod midtvejsvalget, og samtidig er der historien om Alphabets regnskab, hvor investorerne frygter, at kunstig intelligens nu konkurrerer med Googles søgeforretning og annoncesalg. Ingen har rigtig lyst til at købe her, siger Lars Skovgaard Andersen, som er investeringsstrateg i Danske Bank.

- Den negative stemning kan godt fortsætte, hvis regnskaber ikke lever op til alle de høje forventninger. Markedet er dog ikke alarmerende meget nede. Det er ikke sådan, at vi sælger alt, men vi ser i stedet en fornuftig rotation.

RENTEPRES

Han peger samtidig på de højere renter, som tynger selskaberne. Især dem med høj gæld eller med negative pengestrømme.

- Hvis der er tvivl om pengestrømmene og forretningen, så er det ikke godt, når renterne nu er højere, konstaterer han.

- Der er en udskilning i gang for øjeblikket. Har selskaber positive pengestrømme, så er det godt, men har man negative pengestrømme, er det ikke et godt tidspunkt at være ude og sige noget.

Og investorerne vil igen senere torsdag få syn for sagn, når Amazon og Intel også viser deres kvartalspræstationer frem, og særligt for Amazons vedkommende vil man ifølge Danske Banks Lars Skovgaard Andersen kigge efter nyt om et muligt aktiesalg.

IGEN REKORD

I S&P 500 var det sundhedsaktierne, der klarede sig bedst blandt sektorerne med et plus på 2,5 pct. Det var særligt trukket af Eli Lilly, der steg 6,6 pct. efter sit regnskab til rekord i 1373,70 dollar.

Det pegede omvendt den forkerte vej for de tre teknologitunge sektorer med minus på 0,6 pct. til cyklisk forbrug, et fald på 0,9 pct. til it-aktierne og et hårdt bump ned på 6,6 pct. til kommunikationsservice, hvor Alphabet hører til.

Med et minus på 12,6 pct. havde Google-ejeren da også en historisk dårlig torsdag med et drop i sin markedsværdi på 500 mia. dollar.

I samme sektor gik det bedre for Meta Platforms, der vandt 2,0 pct., men som ellers var faldet i hver af de foregående fem handelsdage i kølvandet på sit regnskab med oppræciserede investeringsforventninger og planer om en samlet og nu igangværende kapitalrejsning på 98 mia. dollar.

I cyklisk forbrug faldt Amazon også 4,0 pct. inden hyperscalerens eget regnskab senere torsdag.

Blandt it-aktierne var det Nvidia, som trak mest ned med et minus på 0,6 pct., mens Microsoft dog også tabte 0,3 pct. Til gengæld vandt Apple vanen tro frem, med 1,5 pct., når AI-temaet er under pres.

For de lidt mindre chipaktier gjaldt det, at Intel inden sit regnskab dykkede 3,3 pct., mens AMD smed 2,0 pct., og Broadcom satte sig 2,9 pct., ligesom Micron mistede 4,9 pct.

Marvell trumfede dog den nedtur med et dyk på 13,1 pct., da Bloomberg News har erfaret, at chipproducenten ønsker at overtage Lumentum, der har en markedsværdi på 86 mia. dollar.

DET DÅRLIGSTE REGNSKAB

I toppen af hovedindekset lå Carvana, som driver en platform til køb og salg af brugte biler, efter en oppræcisering af prognosen for driftsoverskuddet i 2026, hvilket løftede aktien 15,8 pct.

Norwegian Cruise Line steg også 13,5 pct. efter en opjustering drevet af en turnaround, en ikke helt så ringe efterspørgsel som frygtet og et bud om vækst i 2027.

I den anden ende faldt softwareselskabet Servicenow med 27,0 pct. trods en opjustering, men de nye udsigter skuffede alligevel på det underliggende salg, og finanshuset Mizuho kaldte regnskabet for torsdagens dårligste inden for teknologi.

Cybersikkerhedsselskabet Fortinet løftede overordnet set også forventningerne, men en mindre nedjustering af de ventede serviceindtægter kostede 20,7 pct. på kursen.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig