21. jul. 2026 kl. 04:32
10 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Beskedent minus - Apple tyngede - SpaceX 11 pct. under udbudskurs

USA/lukning: Beskedent minus - Apple tyngede - SpaceX 11 pct. under udbudskurs

Aktiemarkedet i USA indledte den nye uge med et mindre fald efter et tilbagefald på 1,6 pct. de forgangne fem handelsdage.

Tirsdag morgen synes optimismen at være tilbage. Futures indikerer stigninger på 0,3-1,0 pct. med hovedvægten lagt på teknologisektoren, når markedet åbner i New York senere på dagen.

Mandag var det flere af de store teknologinavne, som trak frem, herunder også chipaktierne, ligesom der igen var medvind til energiaktierne efter sidste uges olieprishop på 15 pct. Omvendt roterede investorerne ud af de store sundhedsnavne.

Kalenderen var mandag uden de store begivenheder, men ugen vil imidlertid byde på flere store selskabers kvartalstal, herunder Alphabet, Tesla, Intel, Texas Instruments og en række store industrinavne.

Det brede S&P 500-indeks tabte 0,2 pct., mens Nasdaq mistede 0,1 pct., og Dow Jones satte sig 0,6 pct.

- For at aktier kan komme tilbage, har vi brug for nogle solide regnskaber fra de vigtigste teknologinavne i denne uge, og en deeskalering i Iran ville ikke skade, siger Tom Essaye, grundlægger af finansbrevet The Sevens Report, til Bloomberg News.

- Markederne vil gerne se stærke resultater og flere tegn på robust efterspørgsel, men også beviser på tilbageholdenhed og fokus på stabilitet. Ikke en yderligere "fordobling af indsatsen" i den nuværende AI-komponentudgiftskrig.

Chipaktierne, som stadig er solidt oppe for året, har den seneste tid været udsat for salgspres og gik faktisk i sidste uge ind i et bearmarked med et minus på 20 pct. fra den seneste top til Philadelphia Stock Exchange Semiconductor Index.

De såkaldte hyperscalere og andre AI-aktier har ligeledes været udfordret af bekymringer for, at de store investeringer i kunstig intelligens ikke vil give det ventede afkast.

COMEBACK TIL CHIPS

I S&P 500 var det kommunikationsservice, som steg mest med 0,7 pct., mens der også var fremgang til it-aktierne på 0,1 pct. Den sidste af de teknologitunge vækstsektorer, cyklisk forbrug, endte samtidig i minus med 0,4 pct.

I den anden ende var der derimod tilbagegang til industri, sundhed samt råvarer og materialer på 0,8-1,2 pct.

Det var blandt andet Nvidia, som trak op i markedet med et plus på 0,2 pct., ligesom chipkollegaen Broadcom vandt 2,0 pct. Micron Technology blev desuden løftet 1,9 pct., mens AMD steg 1,6 pct., og Intel kunne lægge 2,1 pct. til kursen.

Ligeledes inden for it vandt Microsoft også 2,2 pct., mens Apple derimod satte sig 2,1 pct. fra fredagens lukkerekord.

FORSIKRINGSPRÆMIEN I REKORD

Oracles aktie fortsatte samtidig sin deroute med et minus på 4,0 pct. til et årsminus på 38 pct., mens prisen for at forsikre sig mod en betalingsstandsning på serverkoncernens gæld nåede nye højder.

Oracle har en bugnende ordrebog for opførelse af datacentre for en lang række kunder, men leverancen vil kræve et meget stort likviditetstræk hos koncernen, der allerede har en negativ pengestrøm.

I cyklisk forbrug blev Amazon omvendt løftet 1,1 pct., mens Tesla smed 3,0 pct., og i kommunikationsservice satte Meta Platforms sig marginalt.

Her var der til gengæld luft under vingerne til Alphabet med et plus på 1,5 pct. i kølvandet af en artikel i The Information om, at datterselskabet Google er på vej med nye AI-serverchips, der integrerer koncernens AI-model Gemini.

SpaceX fortsatte også sin nedtur med den syvende handelsdag i træk med kursfald og et minus på 3,3 pct.

Inden for sundhed tabte Novo-konkurrenten Eli Lilly 2,7 pct., mens Johnson & Johnson mistede 1,7 pct.

Uden for hovedindekset var der mandag også fokus på AMC Entertainment. Biografkæden, der var tæt på konkurs under pandemien, vandt 26,8 pct. efter et regnskab for andet kvartal, som overgik forventningerne på både toplinjen og bundlinjen.

På AI-fronten steg Iren, som driver datacentre med fokus på kryptomining og AI-infrastruktur, også med 19,6 pct. efter indgåelse af en flerårig kontrakt på 2,8 mia. dollar, der løfter selskabets årlige tilbagevendende omsætning for i år til mere end 4 mia. dollar mod et tidligere bud på 3,7 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,4
Baseret på 392 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig