Fredag blev endnu en nedtursdag for aktierne i USA, selv om udsalget i teknologiafdelingen stilnede lidt af.
Atter stigende oliepriser gjorde ondt, da de medfører bekymringer om øget inflation og dermed måske også flere pengepolitiske stramninger fra centralbanken i USA, Federal Reserve, selv om temaet umiddelbart blev vendt på hovedet på obligationsmarkedet torsdag.
Her faldt renterne nemlig i et gevaldigt tempo samtidig med stigende oliepriser, fordi de høje energiregninger også giver bekymringer om sundhedstilstanden i økonomien. Det fik torsdag investorerne til at søge sikkerhed i statspapirerne.
Gennemgående er det dog, at de skyhøje oliepriser gør ondt på aktierne, og det var også tilfældet fredag, hvor S&P 500-indekset bakkede med 0,5 pct., og Dow Jones-indekset satte sig 1,2 pct.
Nasdaq-indekset, der længe lå let positivt, endte med et fald på 0,2 pct. oven på sit tunge dyk på 2,6 pct. torsdag.
Et andet afgørende tema, der efterhånden sniger sig ind i markedet, er midtvejsvalget i USA i starten af november. Og det kan givetvis betale sig med en forsigtig tilgang indtil da.
- Vi forbliver taktisk på lav risiko indtil midten af november. Forvent faldende renter, faldende aktiekurser og en svagere amerikansk dollar, skriver Michael Hartnett, der er strateg hos Bank of America, ifølge Bloomberg News i et notat fredag.
INGEN PANIK TRODS STORE UDSVING
Man skal dog også passe på med ikke at rive sig for meget med, selv om bevægelserne har været store i denne uge, og faldene i eksempelvis teknologiaktierne kan være meget voldsomme, når de i lang tid har været godt kørende.
Det vurderer Brian Jacobsen, der er der er chefstrateg hos Annex Wealth Management.
- Den praktiske konklusion er ikke at opgive vækstaktier, men at tjekke om et bestemt tema stille og roligt er vokset til at dominere din portefølje efter en lang periode, siger han til Bloomberg News.
- Fire ting forklarer denne uges yoyo-bevægelser: en solid regnskabssæson og attraktive obligationsrenter på den ene side, finansieringsomkostningerne og mere selektive statsgældsproblemer på den anden, fortsætter han.
SPACEX-PLANER TRAK MOBILMASTEJER OP
Blandt enkeltaktierne gjorde det fredag ondt på blandt andet Bloom Energy, som faldt med 11,2 pct. til 193,30 dollar efter sit regnskab for tredje kvartal.
Analytikerne noterer sig efterfølgende negative pengestrømme, og ifølge Citigroup flokkedes investorerne også om aktien op til regnskabet, hvilket kan give salgspres efter en dårlig nyhed.
I den positive ende steg Crown Castle. Det skete efter torsdagens historie om SpaceX, der vil købe 80.000 mobilmaster for at gøre klare til at udbyde mobiltelefoni gennem satellitselskabet Starlink. Ifølge anonyme kilder hos Bloomberg News er Crown Castle et af de selskaber, der forhandles med.
Aktien steg fredag med 9,1 pct. til 85,97 dollar.
Sløjt så det til gengæld ud for skoproducenten Deckers, der ejer blandt andet Hoka-brandet. Aktien faldt med 4,9 pct. til 81,09 dollar efter et regnskab, hvor salgsprognosen blev sænket til under konsensus blandt analytikerne.
Også luftfartsselskabet Jetblue var i modgang. Investorerne tvivler ifølge Bloomberg News i stigende grad på de finansielle udsigter. Aktien faldt fredag med 0,9 pct. til 2,62 dollar.
Med danske briller var der godt nyt til Genmab, hvis ADR-notering steg med 9,5 pct. til 43,79 dollar.
Plusset kom i land, efter at Genmab præsenterede opløftende fase 3-data med lægemiddelkandidaten Rina-S i behandling af platinresistent kræft i æggestokkene.
.\\˙ MarketWire