11. jun. 2026
50 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Fredsnyt sendte aktier op - Nvidia og Apple i plus - Microsoft tyngede

USA/lukning: Fredsnyt sendte aktier op - Nvidia og Apple i plus - Microsoft tyngede

De amerikanske aktier svingede torsdag flere gange mellem moderat fremgang og stilstand i kølvandet af nye gensidige angreb mellem USA og Iran, men da den amerikanske præsident pludselig annoncerede enighed om en fredsaftale røg aktierne i vejret.

Donald Trump valgte at afblæse sine planer om yderligere angreb på Iran, mens han slog fast, at alle parter nu havde godkendt de endelige vilkår i en fredsaftale, og at den snart ville blive underskrevet.

Det sendte olieprisen i minus med 3,8 pct. og markedsrenterne yderligere ned, og i sin tur løftedes teknologiaktierne.

Særligt chipselskaberne trak op, mens der omvendt er pres på Oracle, der blev straffet efter sit kvartalsregnskab, hvilket også trak Microsoft med ned.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vandt frem med 1,8 pct., mens Dow Jones steg 1,9 pct., og Nasdaq samt Nasdaq 100 blev løftet henholdsvis 2,5 og 3,3 pct.

- Det er helt vildt at se denne vending fra tidligere torsdag, da Trump ville overtage Kharg Island og Irans olie. Markedet reagerer på det. Det er meget følsomt over for olieprisen. Olien falder tilbage, og aktierne retter sig, siger investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Der er dog en underliggende god stemning i markedet, samtidig med at man håber og tror på en aftale.

I S&P 500 var det torsdag cykliske sektorer som råvarer og materialer samt industri, der klarede sig bedst med fremgang på 3,3 pct. hver især.

Inden for vækstbrancherne vandt it også 2,9 pct., ligesom cyklisk forbrug gik frem med 2,4 pct., mens kommunikationsservice derimod nøjedes med et løft på 0,3 pct. energi faldt derimod - sammen med olien - 2,1 pct.

ORACLE STRAFFET

I feltet af store teknologinavne endte det med et plus på 2,2 pct. til Nvidia og fremgang til andre chipnavne som Broadcom, AMD, Micron og Intel på 3,6-9,3 pct. I den gruppe var det Intel, som klarede sig bedst i kølvandet af, at Bank of America nu har en købsanbefaling af aktien mod tidligere en negativ vurdering.

Omvendt tyngede Microsoft med et fald på 1,8 pct., trukket med ned af Oracle, som tabte 8,5 pct. efter sit regnskab for fjerde kvartal, der skuffede med større kapitalinvesteringer end ventet og en melding om øget kapitalbehov i det nye regnskabsår til udbygningen af datacentre.

- Oracle rammes af for stort forbrug af penge i AI-investeringer, men det understøtter omvendt dem, der bygger AI. Det gør dog ondt på Oracle og på softwareaktierne. Men det understreger, at der er gang i den i kunstig intelligens, lyder det fra Danske Banks Lars Skovgaard Andersen.

Oracle påvirkede også softwareaktierne negativt, fordi regnskabet fyldt med flotte vækstcifre lige netop inden for softwaresalget så en tilbagegang på 2,0 pct.

Inden for it vandt Apple torsdag derimod 1,4 pct., mens Amazon i cyklisk forbrug steg 1,5 pct., ligesom der var et plus på 4,6 pct. til Tesla.

Der var i kommunikationsservice negativt pres på Alphabet, men aktien nåede alligevel i plus med 0,4 pct., mens Meta Platforms noterede sig et minus på 0,5 pct.

Her spillede det formentlig ind, at Spacex fredag ventes børsnoteret. Rumaktien skal nemlig ind i sektoren for kommunikationsservice, og derfor kan man forvente, at en del likviditet skal findes hos de andre navne i sektoren og sendes over i Spacex.

- Fokus inden for kommunikationsservice er på Scapcex, og nogle aktier er lidt pressede af, at rumkoncernen kommer ind her, konstaterer Lars Skovgaard Andersen også.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 101 anmeldelser

Mest læste artikler