15. jun. 2026
30 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Lift-off på børsen til SpaceX - udsigt til generel fremgang mandag

USA/lukning: Lift-off på børsen til SpaceX - udsigt til generel fremgang mandag

Det amerikanske aktiemarked steg moderat inden weekenden, og mandag morgen er der udsigt til en ganske positiv dag på de globale aktiemarkeder.

Positive nyheder omkring krigen mellem USA og Iran sætter mandag morgen præg på handlen med de amerikanske aktiefutures.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har USA og Iran meddelt, at de har indgået en aftale om at afslutte krigen i Mellemøsten.

Det sender prisen på den amerikanske WTI-olie ned med 5 pct., mens en tønde Brent-råolie falder med 4,6 pct. Det smitter direkte af i rentemarkedet, hvor de amerikanske renter falder omkring 5 basispoint over en bred kam.

Futures indikerer stigninger på 0,9-1,8 pct. - størst i de rentefølsomme teknologiaktier - når markedet åbner i New York senere på dagen.

Fredag vandt det brede S&P 500-indeks frem med 0,5 pct. og endte med et ugeplus på 0,6 pct., mens Dow Jones steg 0,7 pct. fredag, og Nasdaq gik frem med 0,3 pct.

- Vi forventer, at inflationstrykket vil aftage, efterhånden som Iran-konflikten falder til ro, og forsyningskæderne efterfølgende forbedres, siger Jeff Roach, cheføkonom i LPL Financial, til Bloomberg News.

CHIPS TRAK FREM

I S&P 500 var det cykliske sektorer, som med baggrund i fredsoptimisme klarede sig bedst. Råvarer og materialer steg 1,8 pct., og finans vandt 1,3 pct. Og trods olieprisens fald gik energiaktierne alligevel også op med 0,7 pct.

For teknologisektorernes vedkommende var der samtidig et løft på 0,3 pct. til kommunikationsservice. Den sektor, hvor SpaceX hører til, og som derfor har været lidt under pres i denne uge, da investorerne har skullet hente nogle af pengene til den nye aktie i de andre navne.

SpaceX fik en stærk debut på børsen med en kursstigning på 19,3 pct. til en markedsværdi på 2107 mia. dollar.

It-aktierne gik samtidig frem med 0,4 pct., mens cyklisk forbrug løftedes marginalt.

Nvidia trak fredag en smule op i hovedindekset med et plus på 0,2 pct., og selv om konkurrenten Broadcom satte sig 0,9 pct., var det overordnede indtryk fra chipaktierne positivt med en stigning til AMD på 4,7 pct. og til Intel på 6,5 pct.

Ligeledes inden for it faldt Apple derimod 1,5 pct., mens Microsoft gik 0,1 pct. op.

I cyklisk forbrug var Amazon under pres med et minus på 1,2 pct., mens Tesla steg 1,8 pct., og i kommunikationsservice vandt Alphabet omvendt 0,5 pct., mens Meta Platforms faldt 0,2 pct.

NEDTUR TRODS OPJUSTERING

Regnskabssæsonen er stadig i gang, og torsdag aften var der nyt fra Adobe. Softwarekoncernen opjusterede forventningerne og leverede bedre end ventede tal for andet kvartal, men nyheden om at finansdirektør Dan Durn stopper - endda allerede mandag - skaber nervøsitet, og aktien dykkede derfor 6,8 pct.

I marts meddelte topchef gennem 18 år, Shantanu Narayen, at han går på pension, så investorerne frygter nu et ledelsesvakuum.

- Jeg tror, at investorer er bekymrede lige nu. Hver gang man har et CEO-skifte, ønsker man ikke nødvendigvis også et CFO-skifte på samme tid, siger Gil Luria, analytiker hos D.A. Davidson & Co., til Bloomberg News.

Adobe er i øvrigt nu faldet otte ud af de ti seneste handelsdage med samlet 22 pct.

Lennar mistede også 4,9 pct. fredag, da husbyggerens prognose for leverede boliger i regnskabsåret såvel som i tredje kvartal skuffer, og da ledelsen taler om "stædig modvind" i økonomien.

RH, der sælger indretningsprodukter til hjemmet, smed desuden 3,9 pct. trods en oppræcisering af forventningerne til hele året, men forventningen om en vækst på 0,5-2,5 pct. i andet kvartal skuffede.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 106 anmeldelser

Mest læste artikler