Efter tre dage med kursfald i træk var der onsdag endelig igen stigninger på det amerikanske aktiemarked.
De seneste dages kursfald var kommet i kølvandet af pres på særligt de lange renter med den 30-årige statsrente i sit højeste niveau siden 2007, og onsdag var det da også en nyhed fra obligationsmarkedet, der skabte den bedre stemning.
Det amerikanske finansministerium meddelte nemlig, at det fra september vil fordoble muligheden for at tilbagekøbe obligationer med lang løbetid i markedet, hvilket i sin tur pressede særligt den lange rente nedad onsdag.
Det var desuden godt nyt for aktierne, som på den baggrund blev løftet.
Det brede S&P 500-indeks såvel som Dow Jones og Nasdaq steg alle 0,2 pct., omend markedet i tidligere handel var i plus med 0,7 pct.
- Langfristede amerikanske statsobligationer stiger, efter at det amerikanske finansministerium tager endnu et skridt for at dæmme op for stigningen i de lange renter, siger Peter Boockvar fra The Boock Report til Bloomberg News.
- Jeg antager, at dette udbud vil blive erstattet af mere udstedelse i den korte ende, især skatkammerbeviser.
CHIPAFTALE MED ALPHABET
I S&P 500 var det onsdag sundhedsaktierne, der klarede sig bedst med et plus på 3,5 pct., mens råvarer og materialer også vandt 1,7 pct.
Blandt vækstsektorerne blev cyklisk forbrug løftet 2,2 pct., og kommunikationsservice vandt 0,5 pct., mens it-aktierne derimod sank i minus med 0,7 pct.
Teknologikæmperne var ellers i det store hele i grønt onsdag med de store chipnavne som vigtige undtagelser. Her tabte Nvidia 1,0 pct.
Broadcom smed samtidig hele 4,6 pct. Det skyldtes nyheden om, at Marvell og Alphabet, som Broadcom også samarbejder med, har bekræftet et udvidet samarbejde om udvikling af nye chips med et kommende Google-køb af aktier i Marvell for 12 mia. dollar.
Nyheden sendte til gengæld Marvells aktie op med 9,9 pct.
Ligeledes inden for it vandt Apple 2,2 pct., og elektronikkæmpen fortsatte dermed sin fremgang i en periode med udfordringer for andre AI-navne.
I onsdagens positive marked var der samtidig plus til Microsoft på 0,6 pct., mens der i cyklisk forbrug også var løft til Amazon og Tesla på respektive 2,5 og 4,2 pct.
I kommunikationsservice var der plus til Alphabet på 0,2 pct., ligesom der endelig var lidt lettelse til Meta Platforms, som steg 0,4 pct. efter et samlet minus på 8 pct. de to foregående handelsdage inden starten onsdag på en afgørende retssag, hvor 29 delstater har sagsøgt selskabet for, at dets sociale medier, Facebook og Instagram, skulle være vanedannende og ikke tilstrækkeligt beskytte børn og unge.
Der var også en solid fremgang til Novo-konkurrenten Eli Lilly, som med et plus på 4,5 pct. til 1280,34 dollar satte endnu en lukkerekord.
DEN FARLIGSTE FORM
Inden for sundhed var onsdagens helt store historie dog, at vaccineproducenten Moderna og Merck i et studie af en vaccine mod den farligste form for modermærkekræft i kombination med kræftmidlet Keytruda har haft meget positive resultater på højrisikopatienter.
Det er i sagens natur utroligt godt nyt for patienter, men også for aktien i Moderna, som bragede op med 177,0 pct., mens Merck samtidig vandt 12,6 pct.
På nyhedsfronten lagde Estée Lauder onsdag regnskabstal frem, og de blev belønnet med et kursplus på 16,3 pct., da fjerde kvartal var bedre end ventet, og da prognosen lå over konsensus og derved underbyggede tilliden til kosmetikselskabets turnaround.
I den anden ende af S&P 500 dykkede Keysight Technologies med 6,3 pct. trods et bedre end ventet regnskab for tredje kvartal og prognose for fjerde. Aktien i producenten af måleudstyr er dog stadig i plus med 57 pct. for i år.
Der kom også regnskab fra lavpriskæden Target, som bogførte en større toldrefusion end ventet og samtidig opjusterede forventningerne og derfor steg 4,3 pct.
Byggemarkedskæden Lowe's nedjusterede - modsat konkurrenten Home Depot tirsdag - sine forventninger til salget i 2026, men bedre end ventet indtjeningsevne i andet kvartal betød, at aktien alligevel vandt 2,0 pct.
.\\˙ MarketWire