23. apr. 2026
98 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Nedtur på Wall Street efter mere uro i Mellemøsten

USA/lukning: Nedtur på Wall Street efter mere uro i Mellemøsten

Efter en balancedans tæt på udgangspunktet i de første handelstimer blev de amerikanske aktier bliver sendt entydigt sydover sidst i torsdagens handel.

Hovedtemaet var endnu en gang primært situationen i Mellemøsten, hvor spændingerne omkring Hormuzstrædet drev oliepriserne og renterne opad og sendte aktierne på retur.

USA holder på den ene side fast i sin blokade af iranske havne, mens Iran på den anden side har gjort det klart, at landet ikke vil forhandle yderligere med USA, mens det står på.

- Risikoappetitten begynder at falme igen. Der er en hel del usikkerhed, når det kommer til diplomatiet mellem de to sider. Mindre Mindre betryggende er den fortsatte uklarhed omkring Hormuzstrædet. Så længe der ikke er nogen klar plan for at genåbne, vil usikkerheden forblive forhøjet, siger Fawad Razaqzada, der er markedsanalytiker hos Forex.com, til Bloomberg News.

S&P 500-indekset og Nasdaq-indekset, som begge sluttede i rekord onsdag, faldt torsdag med henholdsvis 0,4 pct. og 0,9 pct. Dow Jones-indekset bakkede ligeledes med 0,4 pct.

FULD TRYK PÅ REGNSKABSSÆSONEN

Selskabsspecifikt var der masser at se til for investorerne torsdag, hvor der igen var fuld gang i regnskaberne for første kvartal og i det hele taget masser af nyt at forholde sig til.

Kvartalet dækker dog kun over én måned af krigen i Mellemøsten og kan derfor muligvis skjule noget af den effekt, der kan vælte ind over økonomien og selskabernes indtjening senere.

Blandt navnene på scenen var International Business Machines (IBM), der fik én på skrinet efter sine resultater, som var præget af svaghed i softwareforretningen, der betød aftagende omsætningsvækst i årets første tre måneder.

Aktien endte med et fald på 8,3 pct. til 231,08 dollar.

Også elbilproducenten Tesla var i minus, efter at selskabet løftede sløret for planer om ekstraordinært store investeringer.

Det overskyggede et ellers pænt regnskab for første kvartal, som i første omgang blev modtaget positivt i onsdagens eftermarked.

Men i torsdagens handel sluttede det med et fald på 3,6 pct. til 373,72 dollar for elbilaktien.

Texas Instruments gik omvendt kraftigt i vejret med hele 19,4 pct. til 282,23 dollar, efter at chipproducenten leverede bedre end ventede resultater for første kvartal og samtidig stillede investorerne et bedre end ventet salg i andet kvartal i udsigt.

Også luftfartsselskabet American Airlines var i den positive kolonne, idet selskabet har peget på et mindre tab per aktie for hele regnskabsåret, end analytikerne havde frygtet. Aktien steg med 2,4 pct. til 11,78 dollar.

COMCAST HOLDER BEDRE PÅ BREDBÅNDSKUNDERNE END FRYGTET

Tele- og tv-giganten Comcast kom glimrende gennem sit første kvartal, hvor flugten hos bredbåndskunderne var mindre end frygtet.

Det blev i torsdagens handel belønnet med et kursplus på 7,7 pct. til 31,62 dollar.

Til gengæld var canadiske Lululemon i modvind oven på et topchefskifte. Ny topchef er Heidi O'Neill, der af Bloomberg News betegnes som et overraskende valg uden tidligere erfaring i den øverste stilling.

Til gengæld har hun været næsten tre årtier hos Nike, hvor hun også tidligere har været anset som kandidat til at posten som administrerende direktør, skriver nyhedsbureauet.

Senest har Heidi O'Neill været direktør i Nike med ansvar for forbrugere, produkter og brand.

Lululemon-aktien blev torsdag sendt ned med 13,3 pct. til 141,66 dollar.

Bedre gik det for legetøjsproducenten Hasbro, som solgte bedre end ventet af analytikerne i januar, februar og marts. Selskabets aktie blev på den baggrund belønnet med en stigning på 6,6 pct. til 96,60 dollar torsdag.

Også efter børslukketid i New York er der gang i rapporteringen. Torsdag kommer tallene fra blandt andet chipkoncernen Intel.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,9
Baseret på 8 anmeldelser