20. okt. 2026 kl. 20:05
56 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Novo-konkurrenten førte sundhed og aktier frem

USA/lukning: Novo-konkurrenten førte sundhed og aktier frem

De amerikanske aktier fortsatte tirsdag, hvor de slap mandag. Med mindre stigninger.

Forskellen var dog, at det tirsdag ikke var de tunge teknologiaktier, som gjorde arbejdet, men derimod var det særligt sundhedsaktierne med Novo-konkurrenten Eli Lilly helt i front og ligeledes defensive forsyning, som sammen med de store banker i finanssektoren trak mest op.

Olieprisen satte sig endelig efter otte dages fremgang og et samlet plus på 17 pct., mens der samtidig var små rentefald.

Tirsdagens regnskaber var samtidig en blandet oplevelse, der sendte General Motors ned, og samtidig tyngede GE Aerospace trods en opjustering.

Den første uge af regnskabssæsonen har ifølge Wells Fargo samtidig vist, at selskaberne i snit lå 0,3 pct. under konsensus på indtjeningen, mens de normalt overrasker til den positive side.

Det brede S&P 500-indeks blev løftet med 0,3 pct., men var på et tidspunkt i plus med hele 0,8 pct.

Dow Jones trak desuden 1,0 pct. op, mens Nasdaq gik marginalt tilbage.

- Vi havde et rebound mandag, som kørte videre i Europa, men koreanske Elice gik på børsen tirsdag og droppede mere end 30 pct. på første dag, og det har givet lidt negativ stemning igen omkring AI, og derfor har vi et overordnet blødt marked, forklarer Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.

Han hæfter sig imidlertid samtidig ved, at der tirsdag var fin fremgang for de fleste sektorer i S&P 500.

- Løfter man motorhjelmen og kigger ned, ser det dog fint ud. Det brede marked har det godt med flere gode historier inden for sundhed, hvor Eli Lilly ligger og trækker op, siger Danske Banks investeringsekspert også.

- Rotationen lever fortsat, selv om der er noget usikkerhed.

ELI LILLY TOPPEDE

I S&P 500 var det tirsdag sundhedsaktierne, der steg mest med 2,3 pct., mens fast ejendom og forsyning også vandt 1,7 og 1,2 pct., ligesom finans gik op med 1,1 pct.

Blandt de teknologitunge sektorer var der et plus til cyklisk forbrug på 0,7 pct., mens it satte sig 0,3 pct., og kommunikationsservice tabte 0,9 pct.

Det var Eli Lilly, der tirsdag skilte sig særligt ud blandt de allerstørste navne i USA med et kursløft på 3,5 pct. til 1283,66 dollar. Det var uden de store nyheder, men gavnet af sine defensive egenskaber, og med det satte Novo-konkurrenten også rekord efter en fremgang på 13 pct. de seneste to-tre uger.

I samme sektor var der sideløbende fremgang til Johnson & Johnson og til AbbVie på 2,2 pct. hver især.

Inden for it var der til gengæld minusser til de tre største med et fald til Nvidia på 0,3 pct., til Microsoft på ligeledes 0,3 pct. og til Apple på 1,0 pct. For chipnavnene i laget lige under Nvidia var der små minusser på 0,1 til 1,0 pct. til Broadcom, AMD, Intel og Micron.

I kommunikationsservice mistede Alphabet også 1,1 pct., mens Meta Platforms smed 1,6 pct. Netflix satte sig desuden 1,7 pct. inden sit regnskab senere tirsdag.

I cyklisk forbrug vandt Amazon derimod frem med 0,1 pct. Detailkæmpen steg også 5,0 pct. mandag, da aktien blev udpeget til "førstevalg" hos Morgan Stanley. Tesla gik samtidig frem med 1,5 pct., mens SpaceX inden sine kvartalstal senere tirsdag faldt 0,1 pct.

INTENSIVERENDE UDFORDRINGER

På regnskabsfronten klarede General Motors sig egentlig bedre end ventet i sit tredje kvartal og øgede endda sit tilbagekøb med 20 mia. dollar, men en kommentar om "intensiverende udfordringer" fra topchef Mary Barra sendte aktien til bunds i S&P 500 med et minus på 6,8 pct.

GE Aerospace mistede også 3,7 pct. trods en opjustering, for den var ikke stor nok. Tredje kvartal var nemlig bedre end ventet, og den nye prognose betød derfor, at industrikæmpen faktisk ser et ringere fjerde kvartal end markedet.

I den anden ende af hovedindekset vandt Equifax, som gør sig inden for kreditvurderinger, med 11,2 pct., da tredje kvartal var bedre end ventet.

Legetøjsproducenten Hasbro fik samtidig også et løft på 11,2 pct. efter en opjustering, mens våbenproducenten Northrop Grumman blev belønnet med 4,6 pct. for sine forhøjede forventninger.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig