Investorerne slikkede sårene fredag, hvor de modige muntrede sig med at gå på tilbudsjagt blandt de forslåede teknologiaktier oven på torsdagens panikudsalg.
Især sønderskudte aktier med tråde til udbygningen af kunstig intelligens rettede op oven på uroen, der opstod på andendagen af Demokraternes sejr ved midtvejsvalget. Her opstod pludselig bekymring for, at politikerne vil arbejde for strammere regulering af AI-datacentre, og at den lempelige tilgang til industrien under den tidligere republikansk ledede Kongres er forbi.
Uroen barberede torsdag omkring 3000 mia. dollar af værdien i S&P 500, og chipaktierne var dem, der fik de største klø.
Fredag var markedet derimod langt mere i balance, og det teknologitunge Nasdaq-indeks sluttede med en stigning på 1,1 pct. efter at have ligger i underkanten af halvanden pct. højere både ved middagstid og med en times handel igen. S&P 500-indekset genvandt 0,3 pct., mens Dow Jones-indekset endte 0,5 pct. lavere Over ugen er S&P 500-indekset faldet 2,7 pct., mens Nasdaq-indekset har tabt 3,4 pct. Nasdaq har desuden mistet over 12 pct. fra sin top den 6. oktober, hvilket er definition på en markedsreaktion.
Om fredagens ro varer ved er også usikkert, vurderer Fawad Razaqzada fra Stonex Trading over for Bloomberg News.
- Frygt for strammere AI-regulering efter Demokraternes sejr ved midtvejsvalget og bekymringer over omkostningerne til AI, hænger stadig over sektoren, siger han.
Inden handelsstart fredag kunne investorerne skæve til kongetallet - månedens jobrapport for oktober. Den vidnede om et bomstærkt arbejdsmarked, som uden for landbruget voksede med 165.000 stillinger. Økonomerne havde på forhånd spået bare 70.000 stillinger. Spørgsmålet er så, hvordan centralbanken vil reagere.
- Det er stærke tal, og normalt vil det sige, at den amerikanske centralbank skal læne sig over mod en strammere kurs.
- Bagsiden af det er, hvad vi så i går, og hvordan udsvingene i markedet er forstærket, for vil centralbanken ønske at hæve renten i lyset af et marked, der vakler, spørger Joe Saluzzi, aktiechef hos Themis Trading, ifølge Reuters.
STÆRK VENDING
Investorerne vovede dog at satse. Datacenteroperatører som Iren og Applied Digital steg henholdsvis 20 og 9,7 pct. efter fald på 17 pct. og knap 15 pct. torsdag.
Neocloud-selskaber som Coreweave og Nebius gik frem med 6,3 pct. og 7,6 pct. Og blandt chipselskaber, der leverer indmad til datacentre, gik Sandisk og AMD frem med 3,6 og 11 pct.
Verdens største chippproducent Nvidia steg desuden 2,8 pct., men har over 400 mio. dollar op til Apple, der indtager tronen som verdens mest værdifulde trods et fald på 0,5 pct.
Elon Musks Tesla og SpaceX steg 4,2 og 8,6 pct. SpaceX endte i 134,27 dollar, og ligger dermed fortsat under introduktionskursen på 135 dollar i forbindelse med børsnoteringen i juni.
Blandt de øvrige aktier i "Magnificent Seven" faldt Amazon 0,4 pct., mens Google-ejeren Alphabet steg 0,8 pct.
Microsoft faldt 1 pct, og Meta gik frem med 0,8 pct.
SUNDHEDSPLATFORM FÅR RYGSTØD FRA LILLY-AFTALE
I en helt anden boldgade steg telesundhedskoncernen Hims & Hers med 8 pct., efter at selskabet indgik en aftale med Novo-rivalen Eli Lilly.
De to skal gøre det muligt at nå ud til en bredere kreds af forbrugere med selskabets vægttabsmedicin blandt andet vægttabspillen Foundayo, skriver Bloomberg News. I forvejen har Hims & Hers en aftale med Novo.
Eli Lilly faldt 0,8 pct., mens Novos amerikanske notering endte næsten uændret.
Så var der straks mere spræl i ferieboligplatformen Airbnb, der steg oven på et stærkt regnskab tredje kvartal.
Oven i hatten vil Airbnb købe egne aktier for 12 mia. dollar ifølge Bloomberg News, og det begejstrede investorerne, som kvitterede med en stigning på 11,7 pct.
.\\˙ MarketWire