21. okt. 2026 kl. 20:04
47 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: SpaceX og Super Micro Computer sikrede AI-glæde

USA/lukning: SpaceX og Super Micro Computer sikrede AI-glæde

De amerikanske aktier fortsatte ugens tendens med kursfremgang. Onsdag var det nyheder fra især SpaceX, som skabte en god stemning, da rumkoncernen leverede med sit regnskab for tredje kvartal, og da Elon Musk løftede sløret for dialog om en fusion af SpaceX og Tesla.

Overrumplende gode foreløbige tal for Super Micro Computers første kvartal sendte samtidig også den aktie i vejret, mens det ligeledes løftede AI-temaet og storleverandøren Nvidia.

Efter tirsdagens rekord faldt Novo-konkurrenten Eli Lilly imidlertid tilbage med 1,0 pct., mens der også var pres på Alphabet.

Olieprisen tog sig sideløbende et hop tilbage, da præsident Donald Trumps regering vil frigive reserver af fyringsolie for at bringe prisen ned inden midtvejsvalget om knap to uger.

Det ventes dog ikke at få den store effekt ude på tankstationerne, hvor benzin og diesel i USA stadig ligger nær rekord, og det hjalp da heller ikke på markedsrenterne, der steg let.

Det brede S&P 500-indeks blev på den baggrund løftet med 0,6 pct., mens Dow Jones gik 0,7 pct. frem, og Nasdaq vandt mest med 1,1 pct.

- Så signalerer dette, at det værste er overstået, når det kommer til salget på tværs af teknologi og især chipaktier, som er set siden begyndelsen af denne måned? Måske, kommenterer David Morrison, senior markedsanalytiker hos Trade Nation, over for Bloomberg News.

- Der har bestemt været endnu en imponerende start på regnskabssæsonen.

Og en del mere var i vente senere onsdag aften med tal fra Meta Platforms, Tesla, IBM og Texas Instruments. For bare at nævne nogle af dem.

NVIDIA-KUNDE I VEJRET

I onsdagens S&P 500 var det it-aktierne, der klarede sig bedst med en fremgang på 1,6 pct., mens industri og finans også vandt 0,9 og 0,6 pct., ligesom cyklisk forbrug steg 0,2 pct.

I den anden ende faldt kommunikationsservice med 1,3 pct., mens dagligvarer og sundhed også mistede 0,6 og 0,4 pct.

Det var AI-serverproducenten Super Micro Computer, som med et plus på 9,6 pct. toppede i det amerikanske hovedindeks, og Nvidias storkundes melding om et salg i første kvartal på 18,5-19,5 mia. dollar mod konsensus på Wall Street ifølge Bloomberg News på 14,99 mia. dollar trak også netop chipkæmpen op med 2,5 pct.

Udover Nvidias fremgang steg Apple også inden for it med 1,3 pct., mens Microsoft gik 0,2 pct. op. For chipaktierne i laget lige under Nvidia var der en fremgang til Broadcom på 1,0 pct., til AMD på 3,4 pct. og til Intel på 1,4 pct., mens Micron vandt 2,0 pct.

I kommunikationsservice blev Meta Platforms løftet 0,5 pct. inden sit regnskab senere onsdag aften, men også med rygvind fra fortsat solide downloadtal for sin AI-drevne digitale assistent, Muse AI, som nu er på 11 mio., heraf mere end 10 mio. downloads i USA, men samtidig en bod ved en amerikansk domstol på 25 mia. dollar.

I samme sektor satte Alphabet sig derimod 1,6 pct., mens Netflix også dykkede 5,3 pct. efter en nedpræcisering af sin prognose for 2026, men et regnskab for tredje kvartal, der ellers var som ventet.

LIFT-OFF TIL SPACEX

Det var dog også her, at SpaceX vandt 7,8 pct. til 159,31 dollar, men altså uden for S&P 500, da aktien først blev noteret i juni. Rumkoncernen leverede en omsætningsvækst på 161 pct. i tredje kvartal, drevet af AI-forretningen, og oveni det kom altså topchef Musks meldinger om en mulig sammenlægning med Tesla. Det blev også til et fordoblet kursmål til 500 dollar hos investeringsbanken JPMorgan.

I cyklisk forbrug fik Tesla samtidig et løft på 3,4 pct. inden sit regnskab onsdag aften, mens Amazon tikkede 0,1 pct. ned.

På regnskabsfronten opjusterede AT&T og leverede et bedre end ventet regnskab for tredje kvartal, men teleselskabet hentede månedligt kun 379.000 mobilabonnementer i perioden, hvilket var 8410 færre end analytikere forudså, og derfor faldt aktien 6,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig