13. okt. 2026 kl. 20:12
36 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Stort set uændrede aktier - igen med Meta Platforms i front

USA/lukning: Stort set uændrede aktier - igen med Meta Platforms i front

De amerikanske aktier faldt tirsdag marginalt og svævede dermed stadig tæt på sidste uges rekordniveau og stadig omkring 14 pct. i plus for 2026.

Ligesom mandag var der fremgang til Microsoft og til Meta Platforms, og ligesom mandag var der uro i chipsektoren, om end Nvidia svingede fra minus til et solidt plus.

Regnskabssæsonen blev samtidig skudt i gang tirsdag med tal fra flere af storbankerne, hvilket dog ikke udløste nogen kursfest i finanssektoren.

I sundhed holdt UnitedHealth, USA's største sygekasse, skindet på næsen efter sine tal, mens Genmab-partneren Johnson & Johnson omvendt fik med grovfilen efter sit regnskab.

Det brede S&P 500-indeks satte sig på den baggrund marginalt efter et minus på 0,1 pct. mandag, og det ligner lige nu et volatilitetsfrit marked, der bygger op til den næste større bevægelse.

Dow Jones mistede desuden 0,4 pct., mens Nasdaq faldt 0,2 pct.

- Taget tirsdag morgens overskrifter i betragtning er det en overraskende god dag, kommenterer investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

Broadcoms topchef, Lip-Bu Tan, advarede mandag om, at investorerne handler AI-aktierne som i et kasino, og samtidig forlød det, at kinesiske CXMT skal have opnået et gennembrud inden for hukommelseschips i forhold til memory density, hvilket potentielt kan presse konkurrenterne.

- Indtil videre kigger investorerne på, at regnskabssæsonen står for døren. Det er naturligt med lidt forsigtighed forinden. Vi har fået godkendte regnskaber fra storbankerne tirsdag. Det går godt med amerikansk økonomi. Der er igen forventninger om en stærk indtjeningssæson. Så hvorfor sælge aktier og i stedet købe obligationer nu?

ENDELIG REKORD IGEN

I S&P 500 lå energiaktierne igen i toppen blandt sektorerne med et plus på 1,7 pct. på bagkant af fire dage med stigninger i olieprisen, hvilket blandt andet er drevet af de yemenitiske houthiers angreb på Saudi-Arabien.

Kommunikationsservice vandt også 0,9 pct., mens it-aktierne samtidig gik 0,1 pct. op.

I den anden ende faldt sundhedsaktierne derimod 1,3 pct., mens finans bakkede 0,4 pct., og cyklisk forbrug mistede 0,1 pct.

Det var blandt andet Nvidia og Microsoft, som tirsdag holdt hånden under markedet med fremgange på 1,0 pct. og 0,4 pct., hvilket også betød, at Microsoft for første gang siden oktober 2025 igen satte rekord. Apple vekslede derimod et pænt plus til en beskeden fremgang på 0,1 pct.

Inden for chipsektoren vandt Broadcom 0,7 pct. ligesom AMD steg 1,9 pct. og Intel 1,4 pct., mens Micron derimod tabte 3,6 pct. på grund af hukommelsesnyheden fra Kina.

FORTSATTE OP

I kommunikationsservice var der igen tirsdag et plus på 2,6 pct. til Meta Platforms. Facebook-ejeren steg med næsten 27 pct. i september i kølvandet af flere positive AI-nyheder, herunder den succesfulde lancering af den digitale assistent Muse AI, og mandag præsenterede koncernen Muse Wonder, der er Metas seneste sprogmodel, som ifølge selskabet selv er på niveau med ChatGPT og Claude.

- Meta Platforms har fået drøn på. Det er et stort selskab, som ligger og trækker op med godt momentum, lyder det også fra Lars Skovgaard Andersen.

Metas aktie er nu også steget 5 pct. i oktober.

I samme sektor vandt Alphabet samtidig 0,3 pct. I cyklisk forbrug var der omvendt tilbagegang til Amazon på 0,3 pct., mens Tesla mistede 0,7 pct.

På regnskabsfronten opjusterede UnitedHealth sine forventninger for tredje gang i år efter sit tredje kvartal, da omkostningspresset synes at aftage, men aktien faldt alligevel 0,2 pct.

I samme sektor blev Johnson & Johnson trods en opjustering dog straffet i form af et minus på 5,7 pct., da farmakæmpens forretning inden for medicoteknologi skuffede med salget i tredje kvartal.

LØFTET PROGNOSE

Der kom også kommet af regnskabstal fra Wall Streets store navne. Her faldt JPMorgan Chase med 0,9 pct. efter et ringere tredje kvartal end ventet og trods en løftet prognose for årets renteindtægter.

Wells Fargo faldt desuden 3,1 pct. efter lavere nettorenteindtægter end ventet i tredje kvartal, og Citigroup mistede 5,6 pct. trods bedre end ventede tal i sit tredje kvartal, da storbanken ikke har hævet sit mål for afkastet på den "håndgribelige" egenkapital.

Goldman Sachs satte sig også 0,2 pct., selv om investeringsbankens aktiehandlere leverede flere indtægter end forudset af analytikerne.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig