13. nov. 2026 kl. 21:05
46 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Stort ugeplus trods fredagsminus - Nvidia faldt igen - AMD i bund

USA/lukning: Stort ugeplus trods fredagsminus - Nvidia faldt igen - AMD i bund

De amerikanske aktier åbnede ellers med en moderat fremgang fredag, men volatiliteten i markedet og nervøsiteten omkring chipaktierne, særligt Nvidia, som midt i en ledelseskrise i næste uge kommer med kvartalsregnskab, fik optimismen til at fordufte og aktierne til at falde en del tilbage, inden de dog igen rettede sig til et moderat minus.

På den økonomiske front overraskede udviklingen i forbrugerpriserne for oktober til den milde side med en månedsvækst på 0,3 pct. mod ventede 0,4 pct. og sammenlignet med 1,3 pct. i september.

Markedsrenterne bremsede derfor da også op fredag med et marginalt fald til den toårige statsobligation, der dog stadig steg med 0,37 pct.point i denne uge, efter tirsdagens forbrugerprisopgørelse, som for tredje måned i træk overraskede til den høje side og øgede forventningerne til en renteforhøjelse i december, som investorerne nu til fulde indregner.

Det brede S&P 500-indeks faldt 0,4 pct., men var i starten af fredagens handel i plus med 0,4 pct., inden det også dykkede i minus med 1,2 pct.

For ugen sluttede hovedindekset imidlertid alligevel med et samlet plus på 2,5 pct.

Nasdaq mistede fredag samtidig mest med 0,9 pct., mens Dow Jones derimod vandt små 0,1 pct.

FOKUS PÅ NVIDIA

Sagaen omkring Nvidias nu tidligere topchef, Jensen Huang, som torsdag trak sig fra sin post i kølvandet på bekræftelsen af en affære med en kvinde, der af amerikanske efterretningstjenester mistænkes for at være spion for Kina, fortsatte med afsløringen af endnu et forhold med en Nvidia-ansat. Nummer to i rækken i denne uge.

Uanset er han der dog ikke længere, og det er et vakuum, som skal fyldes. Indtil da er det selskabets mangeårige finansdirektør Colette Kress, som er trådt i Jensen Huangs sted, og hun skal i næste uge præsentere chipkæmpens regnskab for tredje kvartal.

- Den næste egentlige test kommer, når Nvidia aflægger regnskab den 17. november, og det, man skal holde øje med, er ikke, hvem der står ved talerstolen, men om ordrebeholdningen har ændret sig, siger Brian Jacobsen, cheføkonom hos Annex Wealth Management, til Bloomberg News.

Jensen Huang er fredag også blevet indkaldt til at vidne for Kongressen i USA, i øvrigt sammen med flere ministre i præsident Trumps regering, da politikerne i Washington frygter, at den nationale sikkerhed er blevet kompromitteret.

Og med et minus på 2,0 pct. til Nvidia, der nu har mistet omkring 13 pct. i denne uge, og endnu større nedtur for andre vigtige chipnavne, var det it-aktierne, som faldt mest blandt sektorerne fredag med 1,7 pct.

AMD I BUND

Af andre ramte chipaktier fredag kunne nævnes Broadcom, der smed 4,8 pct., Intel, der faldt 2,5 pct., og hukommelsesproducenten Micron, som samtidig tabte 2,5 pct.

AMD smed med 8,8 pct. også allermest i S&P 500, men det fulgte en fremgang hver af de foregående fem handelsdage på næsten 45 pct.

Den negative AI-stemning ramte også Cisco, som ellers opjusterede torsdag aften og steg i eftermarkedet, men investorerne tog luppen frem og fokuserede på, at ordreindgangen i første kvartal trods et plus på 21 pct. ikke voksede hurtigt nok. Aktien faldt derfor 6,2 pct., selv om den torsdag aften i eftermarkedet på et tidspunkt var omtrent 8 pct. oppe.

AI I BUND

Andre AI-afhængige navne udgjorde samtidig den resterende bagtrop fredag med minusser på 4,7-7,2 pct. til navne som Lumentum, Marvell, Bloom Energy, Western Digital, Sandisk, Coherent og Dell.

Ligeledes inden for it steg Microsoft, der ellers har oplevet globale udfald på sine 365-produkter, til gengæld 0,2 pct., mens Apple vandt 0,4 pct.

I cyklisk forbrug, som samlet faldt 0,5 pct., satte Amazon sig derimod 0,3 pct., mens Tesla tabte 1,8 pct., og i kommunikationsservice, der gik frem med 0,3 pct., mistede Alphabet 1,0 pct., mens Meta Platforms til gengæld kunne notere sig en fremgang på 2,9 pct.

Blandt vinderne fredag fandt man også Novo-konkurrenten Eli Lilly med et løft på 1,1 pct., mens sektoren for dagligvarer toppede i hovedindekset med et plus på 1,5 pct., da Walmart steg 1,6 pct. og Costco 1,3 pct.

.\\˙ MarketWire