19. okt. 2026 kl. 16:24
65 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Aktier stiger efter sidste uges nedtur - Amazon i kurshop - NY

USA/middag: Aktier stiger efter sidste uges nedtur - Amazon i kurshop - NY

Efter et tungt kursfald fredag, med særligt udsalg inden for teknologi, og med et samlet minus sidste uge på 1,9 pct. var der mange, som havde frygtet en hård nedtur mandag, men de bekymringer er blevet gjort til skamme med en moderat fremgang, som først og fremmest er skabt af plusser til netop teknologi.

Det er chipaktierne, som løfter i markedet mandag, men også Amazon har endelig lidt fremgang i kølvandet af, at Morgan Stanley har fremhævet detailkæmpen som sit førstevalg. Det samme gælder - om end i mindre grad - CoreWeave, som efter sidste uges uro, der reelt antændte udsalget i markedet, også er blevet løftet af Goldman Sachs og derfor vinder 2,6 pct. efter sidste uges nedtur på 25 pct.

Olieprisen tager sig samtidig en pause i stigninger efter syv dage med plusser på samlet 15 pct., men markedsrenterne trækker nu alligevel op mandag.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, stiger kl. 12.15, lokal tid i New York, med 0,7 pct., mens Nasdaq vinder 1,6 pct. Dow Jones går imidlertid blot marginalt frem efter sidste uge, da indekset klarede sig markant bedre end det bredere marked med et plus på bare 0,7 pct.

REGNSKABER I FOKUS

Denne uge vil også byde på regnskaber fra Meta Platforms og fra Tesla, ligesom SpaceX, der jo ligesom Tesla kontrolleres af topchef Elon Musk, i sidste uge overraskede med blot en uges varsel om kvartalsregnskab tirsdag.

- Resultaterne vil vise, om stærk overskudsvækst kan genoprette tilliden til aktieopturen, siger Mark Haefele hos UBS Chief Investment Office til Bloomberg News.

- Vi forventer fortsat, at robust vækst og indtjening vil understøtte aktier, og vi ser attraktive muligheder i kvalitetsobligationer.

I S&P 500 stiger cyklisk forbrug mest af alle med 2,7 pct., mens it også løftes 1,8 pct., og kommunikationsservice vinder 0,4 pct.

I den anden ende er der tilbagegang til forsyning på 1,6 pct., ligesom energi sætter sig 0,7 pct., det samme gør finans, ligesom sundhed sætter sig 0,6 pct.

FØRSTEVALG

Det er Nvidia, der mandag trækker frem blandt it-aktierne med et plus på 2,6 pct., mens Microsoft også vinder 0,9 pct., og Apple dog sætter sig 0,6 pct.

Udover fremgangen til Nvidia er der større plusser til de mindre chipkonkurrenter med et løft til Broadcom på 3,1 pct., til AMD på 3,9 pct. og til Micron på 4,7 pct.

Intel vinder desuden 5,1 pct., da JPMorgan har droppet sin negative anbefaling og nu er "neutral", mens investeringsbanken fremhæver ledelsens eksekvering.

I cyklisk forbrug stiger Amazon, der ellers den senere tid har haltet efter sine kollegaer blandt teknologikæmperne, 5,3 pct., fordi Morgan Stanley har gjort detailkæmpen til sit førstevalg, fordi markedet undervurderer cloud-forretningen i Amazon Web Services, ligesom selskabet vurderes at have store muligheder inden for agentisk AI.

I samme sektor går Tesla også frem med 3,7 pct., mens SpaceX vinder 2,8 pct. inden sit kvartalsregnskab tirsdag aften.

I kommunikationsservice er der også et plus til Alphabet på 1,4 pct. Meta Platforms falder dog 0,9 pct. inden sit regnskab onsdag aften.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig