Det amerikanske aktiemarked arbejder sig frem mod weekenden med kursfremgang på en fredag, da Spacex debuterer på børsen med en kursstigning på 21,4 pct. til en markedsværdi på 2147 mia. dollar.
Det er igen chipaktierne med Nvidia i spidsen, som trækker markedet, mens der dog er pres på andre store teknologinavne, men underliggende er der også en bred positiv stemning med kursplusser til mere end syv ud af ti aktier i S&P 500-indekset.
Optimismen bygger på torsdagens meldinger fra USA's præsident, Donald Trump, om at man har nået til enighed med Iran om en fredsaftale, med en genåbning af Hormuzstrædet og et forbud mod atomvåben til Iran, som ifølge det oplyste kan blive underskrevet søndag.
Det sender igen olieprisen ned i det amerikanske med 3,4 pct. til 84,69 dollar per tønde. I perioden fra krigens start i slutningen af februar et par gange flirtet med 120 dollar per tønde.
En genåbning for fragten af olie, gødning og andre kemikalier gennem Hormuz ventes over tid at bringe priserne ned og dermed også dæmpe inflationspresset, hvilket i sin tur, til fordel for aktie- og obligationskurser, kan presse renterne tilbage.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 12.15, lokal tid i New York, med 0,4 pct. og sigter dermed på et ugeplus på 0,6 pct., mens Dow Jones stiger 0,7 pct., og Nasdaq går frem med 0,3 pct.
- Vi forventer, at inflationstrykket vil aftage, efterhånden som Iran-konflikten falder til ro, og forsyningskæderne efterfølgende forbedres, siger Jeff Roach, cheføkonom i LPL Financial, til Bloomberg News.
- Men hvis konflikten i Iran fortsætter gennem sommeren, bør vi forvente, at stærkere inflationsmodvinde vil lægge en dæmper på vækstbanen.
CHIP TRÆKKER FREM
I S&P 500 er det cykliske sektorer, som med baggrund i fredsoptimisme klarer sig bedst. Råvarer og materialer stiger 1,9 pct., og finans vinder 1,3 pct. Trods olieprisens fald går energiaktierne alligevel også op med 1,4 pct.
For teknologisektorernes vedkommende er der samtidig et løft på 1,0 pct. til kommunikationsservice. Den sektor, hvor Spacex hører til, og som derfor har været lidt under pres i denne uge, da investorerne henter nogle af pengene til den nye aktie i de andre navne.
It-aktierne går samtidig frem med 0,5 pct., mens cyklisk forbrug derimod falder med 1,2 pct.
Det er blandt andet Nvidia, som trækker op i hovedindekset med et plus på 0,4 pct., og selv om konkurrenten Broadcom sætter sig 1,2 pct., er det overordnede indtryk fra chipaktierne positivt med en stigning til AMD på 5,2 pct. og til Intel på 6,9 pct.
Ligeledes inden for it falder Apple derimod 1,2 pct., mens Microsoft sætter sig 0,6 pct.
I cyklisk forbrug er Amazon under pres med et minus på 2,0 pct., mens Tesla går 2,4 2 pct. tilbage. I kommunikationsservice vinder Alphabet omvendt 1,3 pct. og Meta Platforms 0,6 pct.
NEDTUR TRODS OPJUSTERING
Regnskabssæsonen er stadig i gang og torsdag aften var der nyt fra Adobe. Softwarekoncernen opjusterede forventningerne og leverede bedre end ventede tal for andet kvartal, men nyheden om at finansdirektør Dan Durn stopper - endda allerede mandag - skaber nervøsitet, og aktien dykker 6,6 pct.
I marts meddelte topchef gennem 18 år, Shantanu Narayen, at han går på pension, så investorerne frygter nu et ledelsesvakuum.
- Jeg tror, at investorer er bekymrede lige nu. Hver gang man har et CEO-skifte, ønsker man ikke nødvendigvis også et CFO-skifte på samme tid, siger Gil Luria, analytiker hos D.A. Davidson & Co., til Bloomberg News.
- Det er tydeligt, at investorer lige nu er urolige over en overgang i begge de positioner.
Adobe er i øvrigt nu faldet otte ud af de ti seneste handelsdage med samlet 22 pct.
Lennar mister også 4,9 pct. fredag, da husbyggerens prognose for leverede boliger i regnskabsåret såvel som i tredje kvartal skuffer, og da ledelsen taler om "stædig modvind".
RH, der sælger indretningsprodukter til hjemmet, smider desuden 6,5 pct. trods en oppræcisering af forventningerne til hele året, men forventningen om en vækst på 0,5-2,5 pct. i andet kvartal skuffer.
.\\˙ MarketWire