Investorerne slikker sårene fredag middag, hvor de modige går på tilbudsjagt blandt de forslåede teknologiaktier oven på torsdagens panikudsalg.
Især sønderskudte aktier med tråde til udbygningen af kunstig intelligens retter op oven på uroen, der opstod på andendagen af Demokraternes sejr ved midtvejsvalget. Her opstod pludselig bekymring for, at politikerne vil arbejde for strammere regulering af AI-datacentre, og at det "vilde vesten" under den tidligere republikansk ledede Kongres er forbi.
Uroen barberede torsdag omkring 3000 mia. dollar af værdien i S&P 500, og chipaktierne var dem, der fik de største klø.
Fredag klarer det teknologitunge Nasdaq-indeks sig derimod bedst med en stigning på 1,6 pct. ved middagstid New York-tid. S&P 500-indekset genvinder 1 pct., mens Dow Jones-indekset ligger i et beskedent plus på 0,02 pct. Over ugen er S&P 500-indekset faldet 2 pct., mens Nasdaq-indekset nærmer sig et fald på 3 pct.
- Jeg forventer et moderat opsving i dag, hvor opportunistiske købere samler nogle af de hårdest ramte aktier op.
- Investorerne vil holde øje med tegn på Demokraternes hensigter. En troværdig indikation af, at et landsdækkende midlertidigt stop (for datacenterudbygningen, red.) er udelukket, kan være med til at vende stemningen, lyder det fra Roberto Scholtes fra Singular Bank ifølge Bloomberg News.
Inden starten gik, landede månedens jobrapport for oktober. Den vidnede om et bomstærkt arbejdsmarked, som uden for landbruget voksede med 165.000 stillinger. Økonomerne havde på forhånd spået langt færre 70.000 stillinger.
- Det er stærke tal og normalt vil det sige, at den amerikanske centralbank skal læne sig over mod en strammere kurs.
- Bagsiden af det er, hvad vi så i går, og hvordan udsvingene i markedet er forstærket, for vil centralbanken ønske at hæve renten i lyset af et marked, der vakler, spørger Joe Saluzzi, aktiechef hos Themis Trading, ifølge Reuters.
STÆRK VENDING
Investorerne vover dog at satse. Datacenteroperatører som Iren og Applied Digital stiger henholdsvis 19 og 8 pct. efter fald på 17 pct. og knap 15 pct. torsdag.
Neocloud-selskaber som Coreweave og Nebius går frem med 4,5 pct. og 7,7 pct. Og blandt chipselskaber, der leverer indmad til datacentre, går Sandisk og AMD frem med 5 og 10 pct.
Verdens største chippproducent Nvidia stiger desuden 3,8 pct., men har stadig over 400 mio. dollar op til Apple, der stadig indtager tronen som verdens mest værdifulde efter en stigning på 0,1 pct.
Elon Musks Tesla og SpaceX stiger 5,2 og 6,3 pct. SpaceX handles i 131,44 dollar, og ligger dermed fortsat under introduktionskursen på 135 dollar i forbindelse med børsnoteringen i juni.
Blandt de øvrige aktier i "Magnificent Seven" stiger Amazon og Google-ejeren Alphabet henholdsvis 1,3 og 1,7 pct.
Microsoft og Meta går frem med 0,2 og 2,5 pct.
SUNDHEDSPLATFORM FÅR RYGSTØD FRA LILLY-AFTALE
I en helt anden boldgade stiger telesundhedskoncernen Hims & Hers med 6,7 pct., efter at selskabet har indgået en aftale med Novo-rivalen Eli Lilly.
De to skal gøre det muligt at nå ud til en bredere kreds af forbrugere med selskabets vægttabsmedicin blandt andet vægttabspillen Foundayo, skriver Bloomberg News. I forvejen har Hims & Hers en aftale med Novo.
Eli Lilly stiger 0,2 pct., mens Novos amerikanske notering ligger næsten uændret.
Så er der straks mere spræl i ferieboligplatformen Airbnb, der stiger oven på et stærkt regnskab tredje kvartal.
Oven i hatten vil Airbnb købe egne aktier for 12 mia. dollar ifølge Bloomberg News, og det begejstrer investorerne, som kvitterer med en stigning på 11,7 pct.
.\\˙ MarketWire