26. maj 2026
39 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Micron trækker aktier mod rekord - Dow sætter sig fra sin top

USA/middag: Micron trækker aktier mod rekord - Dow sætter sig fra sin top

De amerikanske aktier stiger tirsdag moderat efter en lang weekend, på grund af Memorial Day, og sigter dermed mod endnu en rekord.

Fremgangen er drevet af udsigten til en mulig fredsaftale mellem USA og Iran, da der henover weekenden var mange positive meldinger, omend amerikanerne dog beskyldes for mandag at have brudt våbenhvilen med nye bombardementer.

Uanset er spirer håbet grønt, og det presser olieprisen nedad og i sin tur derfor også markedsrenterne, og det løfter særligt teknologiaktierne, hvor Micron Technology skiller sig særligt ud efter et nyt højeste kursmål på Wall Street fra UBS.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 12.30, lokal tid i New York, frem med 0,6 pct. og er på vej mod årets 19. lukketop.

Nasdaq og Nasdaq 100 går desuden frem med henholdsvis 1,0 og 1,5 pct. og er ligeledes i rekordterritorium, mens Dow Jones omvendt falder tilbage med 0,2 pct. fra sin rekord fredag.

TVIVL OM FRED

Forhandlingerne om en fred i Mellemøsten synes at pege i retning af et stop for fjendtlighederne i 60 dage med en samtidig genåbning af Hormuzstrædet, og i den periode skal der så være en yderligere dialog om de store mængder beriget uran, som Iran besidder.

- Tvivl om aftalen og dens detaljer, især i forhold til uranberigelse og opkrævning af afgifter i Hormuzstrædet, består, siger Kyle Rodda, senioranalytiker hos Capital.com, til Bloomberg News.

- Markedets deltagere satser dog på fred og køber derfor ind i meget stærke fundamentale forhold for aktier.

Efter fredagens måling fra University of Michigan, der viste den laveste forbrugertillid i indeksets histori, er der dog lidt opmuntring på samme front, da Conference Boards termometer ganske vist har målt et lille fald i temperaturen hos forbrugerne i USA i maj, men ikke helt så meget som frygtet.

MICRON TOPPER

I S&P 500 er det it-aktierne, der klarer sig bedst med et plus på 1,5 pct., selv om Nvidia og Microsoft begge sætter sig med respektive 1,0 og 0,6 pct.

Derimod er der fremgang til Apple på 0,6 pct., og samtidig er der en større fest i chipsegmentet.

Her er Micron Technology især i fokus, da den schweiziske investeringsbank UBS har tredoblet sit kursmål til 1625 fra 535 dollar, og det sender aktien op med 17,8 pct. til allerøverst i hovedindekset.

Analytiker Timothy Arcuri mener, at markedet vil fortsætte med at løfte sin vurdering af Micron, efterhånden som flere detaljer kommer frem om de strukturelle ændringer, som AI har skabt i hele hukommelsesmarkedet.

Micron er nu steget omtrent 205 pct. i år til 884,05 dollar, ligesom den det seneste år er gået op med 825 pct., og den er med en markedsværdi tæt på 1000 mia. dollar nu også i top ti i USA.

Den positive stemning smitter samtidig af på AMD, som vinder 6,0 pct., ligesom Broadcom stiger 2,1 pct., og Lam Research går op med 3,8 pct. Endelig løftes Qualcomm 4,8 pct. i kølvandet af en nyhed om salg af chips til kinesiske Bytedance, som er ejeren af Tiktok.

NEDTUR FOR AUTOZONE

Blandt de øvrige store teknologinavne falder Amazon derimod 0,8 pct., mens Tesla i samme sektor, cyklisk forbrug, som samlet går tilbage med 0,3 pct., dog vinder 1,0 pct.

I kommunikationsservice, som går op med 0,5 pct., er der fremgang til Alphabet på 1,1 pct., omend Meta Platforms sætter sig 0,1 pct., og inden for sundhed, med et minus på 0,5 pct., trækker Elli lilly ellers op med et plus på 1,6 pct.

Novo-konkurrenten er ifølge The Wall Street Journal på vej til at overtage tre vaccineudviklere for samlet set 3,8 mia. dollar.

På regnskabsfronten er der kommet tal fra Autozone, der driver bilværksteder med salg af reservedele og dækskifte, og det sender aktien i bunden af S&P 500 med et minus på 10,4 pct., da det sammenlignelige salg i selskabets tredje kvartal med 5,5 pct. steg lidt mindre end ventede 5,8 pct. Det var på hjemmarkedet i USA, at udviklingen skuffede, mens billedet var omvendt i den internationale forretning.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 36 anmeldelser