De amerikanske aktier har onsdag vekslet en lettere negativ start til en lettere positiv udvikling, og markedet er derfor igen mindre end 1 pct. fra rekord.
Det er først og fremmest et mindre tilbagefald til Microsoft, på grund af en tilsyneladende svagere udvikling i salget af AI-værktøjer, som holder markedet tilbage, mens især Tesla hopper frem blandt de store teknologinavne.
Fra økonomien har den private ADP-rapport over skabte arbejdspladser i november i skuffet med en negativ udvikling, da 32.000 positioner gik tabt mod en ventet fremgang på 10.000 job.
Det synes dog i endnu højere grad at sætte en rentesænkning onsdag i næste uge i banken, hvilket isoleret set er en rygvind for aktierne.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, stiger kl. 12.15, lokal tid i New York, med 0,2 pct., mens Dow Jones går frem 0,6 pct., og Nasdaq vinder 0,1 pct.
- Det haltende arbejdsmarked vil være i fokus for Federeal Reserve på deres decembermøde, siger Jeff Roach, cheføkonom hos LPL Financial, til Bloomberg News.
- Siden tidligere i år, da vi begyndte at se en væsentlig svækkelse på arbejdsmarkedet, har jeg ment, at efterspørgslen på arbejdere er svag nok til, at Federal Reserve kan sænke renten; også denne måned.
Tirsdag i næste uge indledes det næste rentemøde i centralbanken, og handelen med rentefutures indikerer med 98 pct. en sandsynlighed for, at renten vil blive sat ned med 0,25 pct.point - for tredje møde i træk - til 3,50-3,75 pct.
PRESSET PÅ AI-SALGET
I S&P 500 klarer energiaktierne sig onsdag bedst med et løft på 1,7 pct., trukket af fremgang til Exxon Mobil og Chevron på 1,2-1,8 pct., da olieprisen stiger i kølvandet af ukrainske angreb på den russiske skyggeflådes tankskibe i Sortehavet.
Der er samtidig fremgang til finans på 0,8 pct., mens sundhed vinder 0,7 pct.
Inden for teknologi klarer cyklisk forbrug sig bedst med et løft på 0,7 pct., ligesom kommunikationsservice vinder 0,3 pct., mens it derimod falder 0,4 pct.
Onsdagens store historie kommer fra The Information, som fortæller, at Microsoft har sænket sine salgsforventninger for AI-værktøjer til erhvervskunderne. Trods en afvisning af det over for CNBC falder aktien i softwarekæmpen derfor 1,8 pct., og den tynger således mere end nogen anden i markedet.
Ligeledes inden for it er der dog også et minus til chipkæmpen Nvidia på 0,6 pct. og til Broadcom på 1,4 pct., mens Apple svinger omkring nullet.
I cyklisk forbrug sætter Amazon sig samtidig 0,9 pct., mens Tesla går frem med ,7 pct., og i kommunikationsservice vinder Alphabet 1,3 pct., mens Meta Platforms går 0,6 pct. tilbage.
DYRT OPKØB
Her er Netflix imidlertid hårdere ramt med et dyk på 5,6 pct. Der er ikke noget officielt ude, men markedet frygter, at streamingkæmpen i budkampen om hele eller dele af Warner Bros. Discovery kan komme til at betale for meget.
Comcast og Paramount Skydance er de to andre bejlere til Warner Bros., som her i anden runde skal modtage bindende, ikke bare indikative, bud.
I sundhed er Novo-konkurrenten Eli Lillys opsigtsvækkende optur blevet afløst af en sur stemning. Onsdag bakker medicinalkæmpens aktie med 0,9 pct., og det er femte handelsdag i træk med minus på samlet set 6,6 pct. siden rekorden forrige tirsdag.
Regnskabssæsonen er ved at gå på hæld, men der kommer stadig tal ind fra flere af de mindre aktienavne. Mest uden for S&P 500.
Et af dem er varehuskæden Macy's, som har opjusteret forventningerne, men alligevel må nøjes med et plus på 1,8 pct.
Ligeledes inden for detail vinder lavpriskæden Dollar Tree også frem med 2,6 pct. på bagkant af sin løftede prognose.
Det overskygges dog i den grad af American Eagle Outfitters, der vinder 16,3 pct. efter en bedre end ventet vækst i tredje kvartal og en solid prognose for hele regnskabsåret 2025/26.
Inden for software falder Crowdstrike derimod med 0,3 pct. trods en lille opjustering fra cybersikkerhedskoncernen.
Okta vinder omvendt 3,6 pct. efter sin løftede guidance, mens chipproducenten Marvell Technology belønnes en stigning på 4,0 pct. for sit kvartalsregnskab.
.\\˙ MarketWire