Aktiemarkedet i USA falder let tilbage fredag, da der igen er pres på de store chipnavne på grund af den fortsatte bekymring omkring de store investeringer i kunstig intelligens og den mulige fortsatte vækst.
Samtidig handles Microsoft tilbage, mens Apple derimod trækker op efter en nyhed om udsolgt af selskabets nye foldbare iPhone.
På nyhedsfronten har formand Kevin Warsh for den amerikanske centralbank tidligt fredag i en tale styrket håbet om en rentepause her i oktober ved at holde sig fra høgeagtige kommentarer, og den korte rente sætter sig derfor, ligesom væddemålene på et renteløft senere på måneden nedtones.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, falder kl. 12.15, lokal tid i New York, med 0,5 pct., og hovedindekset er derfor på vej mod et ugeminus på 1,4 pct.
Ugen har dermed budt på en start med to meget stillestående dage, et tungt fald onsdag og en solid vending fra minus til plus torsdag, inden denne fredags handel.
Nasdaq smider samtidig 1,2 pct. fredag, mens Dow Jones går frem med 0,1 pct.
- Denne uges kursudvikling tyder på, at markedsdebatten begynder at skifte, siger Fawad Razaqzada, markedsanalytiker hos Forex.com, til Bloomberg News.
- Spørgsmålet er ikke længere blot, hvor stor AI-muligheden kan blive, men hvor profitabel den enorme investering, der kræves for at realisere den, i sidste ende vil være.
INGEN STRAMNING I OKTOBER
Tilbagegangen for aktierne fredag kommer til trods for, at investorerne samtidig har reduceret forventningerne til, at Federal Reserve i slutningen af oktober vil stramme på renteskruen til en sandsynlighed på bare 13 pct. mod 27 pct. torsdag og 33 pct. onsdag, efter at data viste en større stigning i forbrugerpriserne end ventet.
Årsagen til de mere dueagtige forventninger er, at Kevin Warsh i sin tale igen understregede, at han ikke på forhånd vil lægge sig fast på en rentebeslutning inden årets tilbageværende to rentemøder.
- Det stod klart, at han ikke ville levere noget, som markedet kunne gribe fat i som høgeagtigt, skriver Derek Tang, økonom hos Monetary Policy Analytics, i en kommentar.
Der indregnes dog stadig en sandsynlighed på 100 pct. for en renteforhøjelse på rentemødet til december.
OTTENDE MINUSDAG I TRÆK
I S&P 500 er det energiaktierne, som klarer sig bedst fredag med et løft på 1,3 pct., mens de mere defensive sektorer som forsyning og dagligvarer også trækker op med 1,2 og 1,0 pct. Sundhed puster ud med et minus på 0,2 pct. efter en solid fremgang onsdag og torsdag.
I den anden ende er der omvendt pres på it-aktierne med et minus på 1,5 pct., da softwaregruppen taber 2,9 pct. og chipbranchen mister 1,4 pct.
Kommunikationsservice falder desuden 1,5 pct., mens den sidste af de teknologitunge sektorer, cyklisk forbrug, sætter sig 0,2 pct.
Nvidia har fredag vendt et mindre minus til et mindre plus på 0,1 pct., men presset på chipaktierne, som samlet set falder for ottende dag i træk, den længste minusrække siden 2008, holder ved med tilbagegang til Broadcom på 2,9 pct., til AMD på 3,5 pct. og til Intel på 3,9 pct. Hukommelsesproducenten Micron Technology mister desuden 3,8 pct.
Ligeledes inden for it smider Microsoft, der ellers tidligere på ugen satte sin første rekord i et års tid, 2,0 pct., ligesom andre softwarenavne som Palantir og Palo Alto Networks smider 6,4og 7,5 pct.
APPLE HAR UDSOLGT I ÅR
Til gengæld vinder Apple frem med 0,8 pct. efter en nyhed om, at elektronikkæmpens nye foldbare iPhone Duo allerede før lanceringen næste fredag er udsolgt for året, og flere kunder må vente til 2027 med at få en.
I cyklisk forbrug falder Amazon samtidig 0,8 pct., mens Tesla mister 1,2 pct., selv om elbilproducenten torsdag aften præsenterede sin kommende sportsvogn, "Roadster", som tilsyneladende skal kunne flyve.
I kommunikationsservice sætter Alphabet sig også 1,6 pct., mens Meta Platforms smider 2,4 pct.
Der er til gengæld fremgang til Novo-konkurrenten Eli Lilly, der har fået en positiv anbefaling om godkendelse af sin fedmepille Foundayo i EU, med 0,7 pct.
I den defensive vækstskål stiger Walmart også 0,5 pct., mens UnitedHealth efter et par plusdage sætter sig 1,6 pct.
.\\˙ MarketWire