Nvidia skifter topchef for første gang i selskabets historie, og det giver nye hug til aktien, som dog har rettet sig en del siden åbningen torsdag. Ikke desto mindre giver det fornyet usikkerhed om kunstig intelligens, hvilket hiver ned i flere af de store AI-aktører.
- Skandalen omkring Huang og Nvidia kommer på et dårligt tidspunkt for investorerne, især for dem med stor eksponering mod AI-infrastruktur, siger David Morrison, analytiker hos Trade Nation, ifølge AFP.
Set over hele markedet klarer aktierne dog frisag. Det brede S&P 500 stiger 0,1 pct., mens teknologiaktierne i Nasdaq kredser tæt på udgangspunktet. Det smalle Dow Jones stiger desuden 0,2 pct. Det følger plusser til de tre indeks på 0,5-1,6 pct. onsdag.
Det er på trods af, at den amerikanske præsident, Donald Trump, ikke umiddelbart har været med til at gøre stemningen bedre, efter en melding om at USA ikke har brug for en aftale med Iran.
NVIDIA SIGER FARVEL HOVEDPERSONEN I AI-BOOMET
Nvidia, som indtil for nylig var verdens mest værdifulde selskab, falder 5,4 pct. ved middagstid i New York torsdag efter topchefen Jensen Huangs dramatiske exit fra det selskab, som han selv var med til at stifte for 33 år siden.
Det er dog en markant bedring fra de godt 14 pct., aktien drattede ved åbningen.
Jensen Huang har været anset som den mest dominerende skikkelse inden for teknologisektoren. Og at han nu forlader chipgiganten, er en markant begivenhed for AI-sektoren, mener Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg hos Danske Bank.
- Huang har gennem årtier været tæt forbundet med både Nvidias strategi, teknologi og kunderelationer, og derfor må vi forvente, at et ledelsesskifte kan skabe yderligere støj på kort sigt, noterer Lars Skovgaard Andersen sig.
Det følger efter nogle hæsblæsende dage for Nvidia og i særdeleshed Jensen Huang, som i weekenden erkendte en affære med en påstået kinesisk spion. Sent onsdag forlød det så, at topchefen også har haft en affære med en underdirektør i Nvidia, og torsdag lyder det fra bestyrelsen, at Jensen Huang forlader selskabet med øjeblikkelig virkning.
Det trækker også ned i den øvrige AI-sektor. Serverproducenten Super Micro er dagens bundskraber i S&P 500 med et minus på 12,3 pct., og hukommelseschipproducenten Sandisk falder derudover 3,8 pct.
Dell, Micron og Lumentum bakker 1,2-3,5 pct.
Neocloud-selskabet Coreweave får desuden et gok i nøden på 7,5 pct. Her skal det dog indskydes, at Coreweave blev belønnet for sin salgsvækst på 168 pct. og for sin opjustering med en kursfremgang på hele 24,7 pct. onsdag.
- Korrektionen i Nasdaq kan meget vel være en mulighed for at gå ind i nogle af aktierne uden den store risiko, siger Tom Hulick, direktør for Strategy Asset Managers.
KONKURRENTER LØFTES
To af Nvidias store konkurrenter, Advanced Micro Devices (AMD) og Broadcom får omvendt medvind, da de to ifølge Bloomberg News måske kan se frem til at vinde forretning fra Nvidias imagetab grundet Jensen Huangs eskapader.
I hvert fald stiger Broadcom 5,5 pct., og AMD løftes med 5,4 pct.
Desuden har AMD fået hævet sin anbefaling af børshuset William Blair til positive "outperform" fra neutrale "market perform", idet der netop ses en mulighed i forbindelse med skandalen hos Nvidia. Finanshuset ser gode muligheder for, at AMD-aktien kan fortsætte sin optur drevet af yderligere vundne markedsandele.
I en helt anden boldgade har Novo-rivalen Eli Lilly fået godkendt sin vægttabspille, Foundayo, i Kina og har dermed sikret sig et forspring til Novo, skriver Reuters.
Aktien i Eli Lilly går 1 pct. frem.
Der er tale om den første godkendelse i Kina af en vægttabspille baseret på GLP-1. Novo har imidlertid også indsendt markedsføringsansøgning for Wegovy i pilleform på det kinesiske marked, hvor myndighederne accepterede at gennemgå ansøgningen så sent som i august.
.\\˙ MarketWire