Efter tre dage med kursfald i træk er der onsdag endelig igen stigninger på det amerikanske aktiemarked.
De seneste dages kursfald er kommet i kølvandet af pres på særligt de lange renter med den 30-årige statsrente i sit højeste niveau siden 2007, og onsdag er det da også en nyhed fra obligationsmarkedet, der har skabt den bedre stemning.
Det amerikanske finansministerium har nemlig meddelt, at det fra september vil fordoble muligheden for at tilbagekøbe obligationer med lang løbetid i markedet, hvilket i sin tur presser særligt den lange rente nedad.
Det er godt nyt for aktierne, som på den baggrund løftes.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, stiger kl. 12.20, lokal tid i New York, 0,6 pct., mens Dow Jones også vinder 0,4 pct., og Nasdaq går 0,6 pct. frem.
- Langfristede amerikanske statsobligationer stiger, efter at det amerikanske finansministerium tager endnu et skridt for at dæmme op for stigningen i de lange renter, siger Peter Boockvar fra The Boock Report til Bloomberg News.
- Jeg antager, at dette udbud vil blive erstattet af mere udstedelse i den korte ende, især skatkammerbeviser.
CHIPAFTALE MED ALPHABET
I S&P 500 er det onsdag sundhedsaktierne, der klarer sig bedst med et plus på 2,9 pct., mens råvarer og materialer også vinder 2,2 pct.
Blandt vækstsektorerne løftes cyklisk forbrug 2,0 pct., og kommunikationsservice vinder 1,1 pct., mens it-aktierne dog ligger tæt på nullet.
Teknologikæmperne er i det store hele i grønt onsdag med de store chipnavne som vigtige undtagelser. Her nøjes Nvidia med at vinde 0,2 pct., mens Broadcom derimod taber hele 4,0 pct.
Det skyldes nyheden om, at Marvell og Alphabet, som Broadcom også samarbejder med, har annonceret et udvidet samarbejde om udvikling af nye chips.
Nyheden sender til gengæld Marvells aktie op med 9,4 pct.
Ligeledes inden for it vinder Apple 2,4 pct., og elektronikkæmpen ser ud til at fortsætte sin fremgang i en periode med udfordringer for andre AI-navne.
I onsdagens positive marked er der samtidig fremgang til Microsoft på 1,3 pct., mens der i cyklisk forbrug også er plusser til Amazon og Tesla på respektive 2,0 og 3,5 pct.
I kommunikationsservice er plus til Alphabet på 0,7 pct., ligesom der endelig er lidt lettelse til Meta Platforms, som stiger 1,7 pct. efter et samlet minus på 8 pct. de to foregående handelsdage inden starten onsdag på en afgørende retssag, hvor 29 delstater har sagsøgt selskabet for, at dets sociale medier, Facebook og Instagram, skulle være vanedannende og ikke tilstrækkeligt beskytte børn og unge.
Der er også en solid fremgang til Novo-konkurrenten Eli Lilly, som med et plus på 4,1 pct. til 1275,71 dollar sætter endnu en rekord.
DEN FARLIGSTE FORM
Inden for sundhed er onsdagens helt store historie dog, at vaccineproducenten Moderna og Merck i et studie af en vaccine mod den farligste form for modermærkekræft i kombination med kræftmidlet Keytruda har haft meget positive resultater på højrisikopatienter.
Det er i sagens natur utroligt godt nyt for patienter, men også for aktien i Moderna, som brager op med 129,9 pct., mens Merck samtidig vinder 11,1 pct.
På nyhedsfronten har Estée Lauder onsdag lagt regnskabstal frem, og de belønnes med et kursplus på 16,5 pct., da fjerde kvartal var bedre end ventet, og da prognosen ligger over konsensus, og det underbygger tilliden til kosmetikselskabets turnaround.
I den anden ende af S&P 500 dykker Keysight Technologies med 6,1 pct. trods et bedre end ventet regnskab for tredje kvartal og prognose for fjerde. Aktien i producenten af måleudstyr er dog stadig i plus med 57 pct. for i år.
Der er også kommet regnskab fra lavpriskæden Target, som bogfører en større toldrefusion end ventet og samtidig opjusterer forventningerne og derfor stiger med 4,9 pct.
Byggemarkedskæden Lowe's har modsat Home Depot tirsdag nedjusteret sine forventninger til salget i 2026, men bedre end ventet indtjeningsevne i andet kvartal betyder, at aktien alligevel vinder 2,5 pct.
.\\˙ MarketWire