09. okt. 2026 kl. 16:30
61 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Sygekasse i toppen af lysegrønt marked trods tunge fald til teleselskaber

USA/middag: Sygekasse i toppen af lysegrønt marked trods tunge fald til teleselskaber

Sygekassen Humana og de øvrige sundhedsaktier er gået fra bundplaceringer torsdag til den absolutte top blandt de amerikanske aktier fredag, hvor den samlede retning også er let positiv.

Teleselskaberne er omvendt sendt på kraftig retur, efter at SpaceX sent torsdag oplyste, at det formentlig er på vej med konkurrence på mobilmarkedet.

Efter omtrent tre timers handel fredag stiger S&P 500-indekset med 0,5 pct., Nasdaq-indekset går 0,6 pct. frem, og Dow Jones-indekset stiger med 0,7 pct.

FOKUS PÅ FORESTÅENDE REGNSKABSSÆSON

Fredag er olieprisen relativt stabil, og for en stund kigger investorerne væk fra krig, inflationsfrygt, pengepolitiske stramninger og skyhøje markedsrenter og over på den forestående regnskabssæson for tredje kvartal.

Og den er der solide forventninger til.

- Jeg tror, at virksomhedernes indtjening forbliver bemærkelsesværdigt stærk, siger Robert Edwards, der er administrerende direktør hos Edwards Asset Management, til Bloomberg News.

Ifølge Mark Hackett, der er chefmarkedsstrateg hos Nationwide, er der dog ikke meget plads til skuffelser på grund af det anstrengte miljø omkring de finansielle markeder for tiden.

- Regnskaber og AI-investeringer er stadig en kraftfuld støtte til vækstaktierne, men høje lange renter, energidrevet inflationsrisiko og en lav bredde i markedet efterlader mindre plads til skuffelser, siger han ifølge Bloomberg News.

SYGEKASSE LØFTES KRAFTIGT AF BEDRE KVALITETSVURDERINGER

Blandt vinderne fredag er sygekassen Humana, der stiger klart efter et dyk i torsdagens handel.

Selskabet har forbedret sine kvalitetsvurderinger hos Medicare Advantage, og det kan være med til at sikre bedre omsætning i fremtiden. Finanshuset Baird har efterfølgende løftet sin anbefaling, skriver Bloomberg News.

Humana-aktien stiger med hele 12,2 pct. til 435,42 dollar.

Delta Air Lines har sænket forventningerne til hele regnskabsårets justerede indtjening per aktie, og midtpunktet er nu under konsensus blandt analytikerne, skriver Bloomberg News.

Aktien falder med 1,9 pct. til 80,63 dollar.

TELESELSKABER RAMMES HÅRDT AF SPACEX-SATS

De store teleselskaber er også endt i skammekrogen fredag.

Det sker, efter at Elon Musks SpaceX sent torsdag annoncerede, at selskabet har købt lavfrekvensbånd på tværs af USA.

Det vil gøre selskabets satellitkoncern Starlink i stand til at konkurrere bredt på mobilmarkedet, og det gør ondt på de potentielle konkurrenter fredag.

Verizon falder med 9,3 pct. til 41,42 dollar, og AT&T går 9,8 pct. tilbage til 22,18 dollar. T-Mobile falder med hele 12,2 pct. til 150,49 dollar.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig