De amerikanske aktier har mandag indledt den nye uge med pæn fremgang efter sidste uges samlede minus på 2,0 pct.
Det er teknologikæmperne, og ikke bare chipnavnene, som trækker markedet frem, selv om Apple og Microsoft har vendt en positiv start til kursminusser. Årets kursraket, Micron Technology, fortsætter dog tilbagegangen.
Den overordnede positive stemning skyldes, at USA og Iran, igen, er blevet enige om at stoppe med at beskyde hinanden, mens de forhandler om at gøre tomåneders våbenhvilen til en permanent fredsløsning.
På nyhedsfronten har præsident Donald Trump lidt et nederlag i den amerikanske højesteret, der har givet styrelsesrådsmedlem i Federal Reserve Lisa Cook medhold i, at hun kan blive i jobbet, mens domstolene behandler sagen om præsidentens fyring af hende, hvilket hun har modsat sig.
Det er med til at holde renterne let oppe mandag, da Donald Trump ellers kunne have udpeget en rentedue i Cooks sted, men omvendt synes det at styrke centralbankens uafhængighed.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, stiger kl. 12.15, lokal tid i New York, med 0,8 pct., mens Dow Jones vinder 0,5 pct. og er på vej mod rekord, og Nasdaq går frem 1,4 pct.
- Kursstigningerne, vi ser, er en velkommen udvikling for optimisterne, siger Matt Maley, investeringschef hos Miller Tabak, til Bloomberg News.
- Vi mener fortsat stærkt, at udviklingen i teknologisektoren vil blive ved med at være den primære drivkraft i aktiemarkedet.
APPLE OG MICROSOFT VENDER RUNDT
I S&P 500 er det vækstsektorerne, som trækker særligt op med plus til kommunikationsservice på 3,0 pct, til cyklisk forbrug på 2,3 pct. og til it på 1,0 pct.
Der er dog også fremgang til mere cykliske sektorer som finans og industri på 0,3-0,6 pct., mens råvarer og materialer falder mest med 2,4 pct.
Mandag er der på den baggrund fremgang til de fleste af de helt store teknologinavne med de to store it-navne Apple og Microsoft som undtagelser, da de har udskiftet solide plusser med kursfald på henholdsvis 1,1 og 1,3 pct. De steg dog begge solidt fredag.
Til gengæld vinder chipkæmpen Nvidia frem med 0,6 pct., mens konkurrenten Broadcom stiger 1,5 pct.
Micron Technology falder omvendt 2,1 pct., og hukommelsesproducenten har nu næsten sat hele regnskabsgevinsten på 15,7 pct. torsdag over styr, men er dog stadig i plus med omtrent 275 pct. i år.
I halvledergruppen er der derimod lidt længere nede af listen fremgang til Applied Materials og Lam Research på 12,3 og 8,8 pct.
I kommunikationsservice er der samtidig fremgang til Alphabet på 4,5 pct., mens Meta Platforms løftes 2,5 pct., og ganske vist uden for hovedindekset går SpaceX frem med 2,4 pct. I cyklisk forbrug er der desuden et løft til Amazon på 3,2 pct., mens Tesla går op med 5,9 pct.
Med i toppen af S&P 500 ligger Charter Communications med et plus på 12,5 pct., da Bloomberg News i weekenden erfarede, at koncernen er i dialog med SpaceX om lanceringen af et nyt udbud inden for mobiltelefoni.
Axon Enterprise, der gør sig inden for bodycams, peberspray og andet udstyr inden for sikkerhed, vinder også 9,5 pct. i kølvandet af nyheden om at præsident Trump i februar købte aktier i selskabet. I øvrigt to uger før, at Axon indgik en aftale med de føderale immigrationsmyndigheder, ICE, om levering af politisoftware og tasere.
I en anden ende taber Verizon 6,8 pct. Her er nyheden den, at mobilkæmpen vil indskyde sin internationale forretning i et joint venture med britiske BT Group og i den forbindelse betale 625 mio. dollar til den nye partner, samtidig med at Verizon også tager engangsomkostninger i andet kvartal på 700-800 mio. dollar.
.\\˙ MarketWire