USA og Iran har søndag meddelt, at de er blevet enige om rammerne for en fredsaftale, der skal afslutte krigen mellem de to lande.
Med aftalen skal USA's flådeblokade af iranske havne ophæves, og Hormuzstrædet skal genåbnes. Det kan føre til lavere energipriser, når transporten af olie gennem den vigtige vandvej kan genoptages.
- Aftalen med Den Islamiske Republik Iran er nu på plads, skrev USA's præsident, Donald Trump, inden midnat søndag aften på sit eget sociale medie, Truth Social.
Hans opslag kom kort tid efter, at Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, i et opslag på det sociale medie X også havde meddelt, at der er indgået en aftale.
Pakistan har været mægler i forhandlingerne mellem USA og Iran.
Ifølge både Sharif og Trump vil aftalen blive officielt underskrevet fredag i Schweiz.
De præcise vilkår i aftalen kendes ikke umiddelbart. Den pakistanske premierminister skriver, at den indebærer en "øjeblikkelig og permanent afslutning på militære operationer på alle fronter, herunder i Libanon".
Libanon har været en central knast i forhandlingerne, og Israel og Hizbollah-militsen, som holder til i Libanon, har i de seneste uger afvist opfordringer fra Trump og andre parter om at stoppe deres gensidige angreb.
Israel har ifølge nyhedsbureauet Reuters ikke umiddelbart kommenteret meldingerne om en aftale.
Ifølge Trump vil Hormuzstrædet blive genåbnet fredag. Strædet har stor betydning for verdens oliehandel, da en femtedel af verdens samlede olieforbrug normalt passerer gennem strædet.
Efter at USA og Israel i februar indledte den første angrebsbølge i Iran, truede Iran med at angribe skibe, der sejlede gennem strædet, hvilket stoppede skibstrafikken.
Trump meddelte i sit opslag søndag også, at han har beordret, at flådeblokaden af iranske havne ophæves.
- Alle verdens skibe, start motorerne. Lad olien flyde, lød det.
Ifølge Reuters er oliepriserne faldet efter meldingerne om en aftale.
Futures-priserne på Brent-råolie er faldet med 4 procent i den tidlige handel mandag, mens den amerikanske West Texas Intermediate-olie er faldet med mere end 4,6 procent.
Kazem Gharibabadi, som er Irans viceudenrigsminister, har sent søndag ifølge Reuters også bekræftet, at en øjeblikkelig afslutning på krigen vil finde sted.
Ifølge ham skal en mere omfattende aftale forhandles på plads i løbet af en 60 dage lang periode med våbenhvile. Forhandlingerne skal blandt andet gælde en lempelse af sanktioner.
Kilder har sagt til Reuters, at også Irans atomprogram vil være del af forhandlingerne.
Trump fortalte tidligere søndag til flere amerikanske medier, at en aftale med Iran var lige på trapperne.
Søndag aften dansk tid sagde han til The Wall Street Journal, at aftalen blandt andet vil indebære, at Iran ikke vil anskaffe sig atomvåben.
Da krigen den 28. februar blev indledt med USA og Israels angreb, begrundede Trump det med, at Iran var ved at udvikle atomvåben.
/ritzau/