Frygten for den voksende amerikanske statsgæld var igen temaet i den lange ende af obligationsmarkedet, hvor renterne derfor tikkede op, mens den korte rente også steg i kølvandet af en overraskende solid erhvervstillid for august.
Den 30-årige statsrente gik op med 2 basispoint til 5,27 pct., og den er nu trods faldet på 9 point onsdag, da finansministeriet annoncerede et indgreb i form af mindst en fordobling af tilbagekøbene for at få de lange renter ned, nu stort set på samme leje som tirsdag, da den sluttede i 5,28 pct. Og altså i det højeste niveau siden 2007.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg desuden med 3 basispoint til 4,74 pct., hvilket også var et enkelt point mere end renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede for weekenden.
Endelig så den toneangivende toårige amerikanske statsobligation sin rente hoppe op med 5 basispunkter til 4,24 pct.
‐ Når man træder et skridt tilbage, er bekymringer om underskuddet igen blevet et fokuspunkt i den makroøkonomiske fortælling, hvilket er med til at understøtte den negative stemning på markedet for statsobligationer, siger Ian Lyngen, chef for amerikansk rentestrategi hos BMO Capital Markets, til Reuters.
Når obligationsrenterne stiger, så falder kurserne omvendt med tab for investorerne til følge.
Netop i denne uge rundede den amerikanske statsgæld for første gang nogensinde 40.000 mia. dollar, og den føderale regering, der venter et budgetunderskud i år på 2100 mia. dollar, betaler nu 1000 mia. dollar i renter på gælden hvert år.
Og jo mere renterne stiger, jo dyrere bliver gælden for staten.
‐ Det er på denne baggrund, at 30-årige renter handles på de højeste niveauer siden den globale finanskrise.
Ian Lyngen fremhæver, at markedet på den baggrund så gennem fingre med udtalelser fra finansminister Scott Bessents om, at er ikke noget særligt "magisk" ved 40.000 mia. dollar, og at USA vil vækste sig ud af gælden.
At renten på den korte statsobligation, som er mere følsom mod forventningerne til centralbankrentens udvikling, steg mere end de lange denne fredag, skyldtes at de amerikanske indkøbschefer i august havde et lysere syn på aktiviteten i den amerikanske økonomi, end tilfældet var i måneden før.
Den foreløbige opgørelse af PMI fra S&P Global viste et indeks i 56,0 mod tidligere opgjort 54,5 og mod ifølge Bloomberg News ventede 54,0.
En stærkere økonomisk aktivitet giver alt andet lige mere rum til, at Federal Reserve kan bruge rentevåbnet for at bringe den forhøjede inflation ned mod målet.
.\\˙ MarketWire