Retningen efter onsdagens vending i rentemarkedet blev torsdag forlænget med solide fald, da investorerne søgte sikkerhed og attraktivt renteafkast i obligationer, mens de også så frem mod nyheder, der kan presse renterne tilbage.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 13 basispoint til 5,06 pct., hvilket var et enkelt point under rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente sætte sig 6 basispunkter til 4,74 pct.
- Renterne falder. Der har været en flugt mod sikkerhed, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen, som er investeringsstrateg i Danske Bank.
Han peger samtidig på, at centralbankformand Kevin Warsh skal tale fredag morgen, og her er forventningen, at han ikke vil fremhæve noget behov for en renteforhøjelse allerede i oktober.
Den amerikanske finansminister Scott Bessent vil samtidig i denne uge præsentere planerne for den føderale stats tilbagekøb af obligationer i november, og her er forventningerne store, fordi politikerne i Washington har behov for lavere renter. Især inden midtvejsvalget den 3. november.
De amerikanske renter steg ellers en del onsdag i kølvandet af en overraskende stor stigning i forbrugerpriserne i september på 3,7 pct. mod ventede 3,6 pct. og 3,4 pct. i august. Midt i handelen onsdag faldt renterne imidlertid tilbage.
- Der var flere komponenter i inflationsdataene, som var begyndt at pege nedad, men det vil først vise sig i de overordnede data med forsinkelse. Onsdagens vending kom, da man kiggede ind i dataene, forklarer Danske Banks Lars Skovgaard Andersen også.
- Markedet var også for negativt på obligationer. Det var blevet for strakt opad. Og renteafkastet er attraktivt. Spørgsmålet er i sådan en situation, hvem der blinker først? Investorerne vil gerne have renter og obligationer, men har ventet på at slå til, når udviklingen vendte.
.\\˙ MarketWire