Efter onsdagens fridag på det amerikanske obligationsmarked genoptog investorerne handelen med markante rentestigninger torsdag.
I bakspejlet havde markedet stadig tirsdagens varmere end ventede inflationsrapport for oktober, og samtidig steg olieprisen igen torsdag og øgede dermed inflationsfrygten, da USA's præsident, Donald Trump, slog fast, at han ikke anser det for nødvendigt at indgå en aftale med Iran om våbenhvile eller fred.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg derfor med 13 basispoint til 5,13 pct., hvilket var 6 point over renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente ryge op med 14 basispunkter til 4,88 pct.
- Vi har ikke brug for en aftale med Iran. De dage er for længst forbi. Vi har deres penge, hundredvis af milliarder dollar, og vi har deres stræde! skrev Donald Trump på sociale medier torsdag.
Meldingen fik olieprisen til at stige i USA med 2,6 pct. til 88,74 dollar per tønde.
- Grundlæggende føler han, at denne våbenhvileaftale ikke er sandsynlig, kommenterer Tom di Galoma, direktør hos Mischler Financial Group, over for Reuters.
- Det, porteføljeforvaltere tænker, er, at USA forbereder sig på yderligere angreb denne weekend.
Tirsdag steg den lange rente desuden 11 basispoint og den korte 18 basispoint, da en opgørelse viste, at kerneforbrugerpriserne i oktober på månedsbasis gik op med uændrede 0,3 pct., mens en opbremsning til 0,2 pct. var ventet.
Det var den tredje måned i træk, at inflationen var højere end ventet, og det betød ikke kun, at investorerne nu til fulde indregner et renteløft fra Federal Reserve i december, men at flere, med en sandsynlighed i markedet på 15 pct., også tror på en jumboforhøjelse på 0,50 pct.point fra nuværende 3,75-4,00 pct.
.\\˙ MarketWire